Norlys klar med årlige millioner til lokale formål

Energi- og telekoncernen vil uddele op til 50 millioner kroner år ligt fra næste år. Pengene skal gå til lokale projekter

25. juni 2020, 08.16

SILKEBORG Norlys-koncernen, der blev til i en fusion mellem SE og Eniig, fortæller nu, at virksomhedens repræsentantskab netop har godkendt en vækstpulje, der hvert år vil uddele op mod 50 millioner kroner til støtte for lokale initiativer i forsyningsområdet.

Norlys har godt 700.000 andelshavere i det meste af Jylland.

- Norlys er et andelsselskab og i takt med, at vi bliver større, er det om muligt endnu vigtigere for os fortsat at være nærværende og synlige lokalt. Vi er ejet af helt almindelige danskere, og det er dem, der skal mærke værdien af det, vi har udviklet os til, siger Jens Erik Platz, bestyrelsesformand i Norlys.

Vækstpuljen er en videreudvikling af det tidligere SE’s vækstpuljer, som de seneste fem år har støttet et hav af gode projekter i det syd- og sønderjyske samt i det tidligere Nyfors-område i Nordjylland. Helt grundlæggende støtter Norlys Vækstpulje innovative ideer, foreningslivet og andre former for fællesskaber, idræts- og kulturlivet, ideer, der skaber nye arbejdspladser, forsknings- og formidlingsprojekter og andre almenvelgørende formål.

- Vi har besluttet, at nationale projekter af særlig innovativ karakter, som er til gavn for grøn og digital samfundsudvikling i bred forstand, også kan komme i betragtning. Med Norlys har vi selv en rolle, hvor vi kan være med til at definere fremtiden for det danske samfund på disse områder. Derfor er det naturligt for os at bakke op om innovation, særligt på disse områder, siger Jens Erik Platz.

I 2020 forventer Norlys, at vækstpuljen vil uddele cirka 34 millioner kroner og de efterfølgende år omkring 50 millioner kroner.