Processen omkring Himmelbjerget står ved en korsvej

29. april 2019, 13.55

Foto: Jakob Stigsen Andersen

FOLKELIGT Himmelbjerget er atter på den politiske dagsorden. Vi ser kun een mulighed, nu hvor politikere og arbejdsgruppe skal tage stilling til den videre proces: arbejdsgruppen skal genetableres langt bredere og dybere i den folkelige bjergvækkelse.

Det vil være aldeles håbløst og arrogant, hvis processen fortsætter som hidtil. Vi har set en folkelig passion for Bjerget, der har gjort det ukvalificerede kommunale udspil til skamme. Borgere har gennem masser af debatindlæg og fyldigt bogerinput givet det meste af den oprindelige »helhedsplan« et »mistillidsvotum«. Det kalder på en reaktion, og kun arrogance kan køre processen videre uden markante ændringer både, hvad angår processens aktører og den indholdsmæssige basis.

Og det rækker ikke at gå forhandlingstaktisk frem og gøre »strategiske indrømmelser« i en bestræbelse på at bevare snæver kontrol og initiativ og for at fastholde det turismedikterede spor som dagsordensættende. For eksempel har man hidtil undsagt topterrassen. Og på den måde kunne man jo fortsætte med dels at undsige anstødspunkter og dels at holde uforpligtende kaffemøder og derigennem håbe på at kunne dæmpe kritik og få arbejdsro til at videreføre udviklingen af Bjerget snævert som turistattraktion.

Den store interesse i Himmelbjergets udvikling har vist, at man ikke må indramme udviklingen af Bjerget som et turismeudviklingsprojekt. Det er måske ikke engang gavnligt for turismen. Turismedagsordenen har ført direkte ned i skuffen med bovlam formidlingsarkitektur. Dermed ender man med at ødelægge det, man skulle fremme. Himmelbjergets betydning kan ikke favnes af en snæver, turismedikteret ramme, og derfor er hele processen, der har ført frem til »helhedsplanen« bygget på et eklatant fejlgreb.

Turisme er blot ét element i Bjergets liv. Langt større er Bjergets rolle som enestående natur, kulturelt ikon, erindringssted, folkelig mytologi, samlingspunkt, rig fortid i levende nutid og ramme om såvel den store nationale historie som utallige »små«, lokale og personlige historier. Alt dette er Bjerget, og det i en tid, der netop skriger efter den form for meningsfuldhed. Dette bør gøre valget meget nemt for vore politikere:

Vil man sikre Bjergets »identitet« i det videre arbejde, er man nødt til at udvide initiativet og dagsordenen til en større kreds af personer med en større kulturel, historisk og naturmæssig fokus og et langt bredere folkeligt mandat. Himmelbjerget er folkelig passion, og det skal drives frem af folkelig passion.