Midtjyske Meninger: Ikke ét ord om ...

25. marts 2020, 13.04

Foto: Martin Ballund

»Danmarks bjerge« er en bog skrevet af Roger Pihl. Heri beskrives bakker og toppe, som med lidt god vilje og i et svagt øjeblik da godt kan kaldes for bjerge. Denne forfatter, som i øvrigt er vaskeægte nordmand, har været på rundtur flere gange i Danmark og giver i sin bog forslag til bjergtagende vandreture rundt om i landet.

Vi har taget handsken op! Hver eneste dag i den seneste tid har vi fundet et mål for en god og rask travetur. Hvor mange silkeborgensere er egentlig bekendt med udsigtspunktet Them Bavnehøj? Et højtliggende punkt, hvor man i gamle dage tændte bål for at advare mod krig og ufred. For tiden ser det altså meget fredeligt ud, og øjet fanger da også hurtigt den tilforladelige og mere kendte bygning ved Them Mejeri.

En anden dag gik turen til Velling Kalv, hvor vi også kunne gå i fred og ro og uforstyrret nyde fuglesangen fra oven.

Så måtte vi også til området omkring Ikast. Nu vil den opmærksomme læser nok lige indvende, at der absolut ingen bjerge er at finde i det område, der udelukkende består af en flad slettelignende mark med lidt industri og et par får hist og her. Heri tager man så grueligt fejl. I strid modvind besteg vi Isen Bjerg. Ingen trapper, intet gelænder, men blot nogle smalle dyrestier og lyng, der skulle forceres i en stejl opadgående kurve! Toppen var til gengæld flad som en pandekage. Ikke noget at sige til, at stedet blev brugt af englænderne under 2. verdenskrig som nedkastningsplads med våben til sabotørerne. Heldigvis nåede vi helskindede ned i god tid, inden mørket faldt på. Der er langt mellem lygtepælene derude. Meget langt.

Således opmuntret og motiveret måtte Dollerup Bakker beses. Her var vi så til gengæld ikke de eneste, der nød de storslåede kløfter og bakker. En del får og sikkert nogle viborgensere havde også vovet sig ud, hvor der var luft, lys og plads nok, så alle i fred og ro kunne nyde Hald Sø, der midt i det hele blinkede lystigt i solens stråler.

I morgen går vores travetur til min hjemstavn. Yding Skovhøj er efter forfatterens og sikkert dygtige geologers og landmåleres optegnelser blevet overhalet af den nærliggende Møllehøj som Danmarks højeste punkt. Det har jeg svært ved at tro på. Som alle os, der har nået en vis alder, er det ikke så sjældent at man falder lidt sammen med årene. Sådan er det med nogle damer og vel ligeså med nogle skovhøje. Det virker naturligt.

$Derfor bliver Yding Skovhøj morgendagens første mål, og hvis en læser eller to synes, at det er for trangt og trivielt at blive ved med at traske rundt om Almindsø i nakken af naboen, så er der plads nok i Yding. - Og jeg véd et hemmeligt sted deroppe, hvor den blå anemone gror i fuldt flor ...