Rekord: Silkeborg-direktør leverer milliard-overskud

- Det er yderst tilfredsstillende, lyder det fra Jysk-direktør Jan Bøgh

26. november 2020, 12.04

- I løbet af seneste regnskabsår tog JYSK nogle vigtige skridt på rejsen mod at blive mere bæredygtig. Det gælder blandt andet ny og mere bæredygtig emballage, en dato for, hvornår alt træ i JYSK-produkter og -emballage skal være FSC-certificeret og en række nye produkter baseret på genbrugsmaterialer, siger Jan Bøgh.

SILKEBORG På trods af et år med mange udfordringer kan Jysk se tilbage på et nyt rekordregnskab. Indtjeningen steg med 15 procent for regnskabsåret 2019/20.

President og administrerende direktør i Jysk, Jan Bøgh, der bor i Silkeborg, præsenterer i dag resultatet for det første år, hvor hele Jysk har været drevet som én virksomhed efter sammenlægningen af Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager, som blev gennemført per 1. september 2019.

Året resulterede i en rekordomsætning på 30,4 milliarder og et rekordoverskud på 3,648 milliarder før skat, hvilket Jan Bøgh betegner som yderst tilfredsstillende.

- Først og fremmest vil jeg gerne takke alle medarbejderne i Jysk. De har ydet en flot indsats i en vanskelig periode med mange ændringer internt i JYSK og mange eksterne ændringer som konsekvens af coronapandemien, lyder det fra Jan Bøgh.

Som alle andre virksomheder har JYSK stået overfor mange udfordringer som konsekvens af corona, der blandt andet betød, at over 2.000 butikker i foråret var tvangslukket som konsekvens af restriktioner.

Jan Bøgh vil imidlertid hellere fokusere på de faktorer, som Jysk selv kan gøre noget ved.

- Vi er blevet udfordret af konsekvenserne af coronavirus, og vores førsteprioritet har selvfølgelig været at prioritere sikkerheden for vores kunder og medarbejdere. Men det har også været vigtigt, at coronavirus ikke tager flere ressourcer end nødvendigt. Jysk skal jo være her i mange år fremover, og derfor er det vigtigt, at vi også har været i stand til at investere, så vi står godt rustet til en fremtid, hvor coronavirus ikke længere tager al opmærksomheden, siger Jan Bøgh.

Det seneste år har ifølge Jan Bøgh tydeliggjort fordelene ved både at have fysiske butikker og mange forskellige muligheder for at handle online, og Jysk vil derfor også fortsætte med at øge antallet af fysiske butikker i indeværende regnskabsår, hvor planen er at åbne mindst 150 nye butikker.

Helt så mange nye butikker fik Jysk ikke åbnet i 2019/20, og ifølge Jan Bøgh er bagsiden af medaljen i forhold til det seneste års succes, at færre investeringer også har været med til at øge overskuddet.

- Det var helt simpelt ikke muligt at gennemføre alle de planlagte butiksaktiviteter, hvilket selvfølgelig har en positiv effekt på resultatet, fordi vi har investeret mindre end planlagt i vores fysiske butikker. Det betyder imidlertid også, at der er ekstra fokus på at gennemføre så mange investeringer som muligt i dette regnskabsår, siger Jan Bøgh.