Radio Silkeborg forsøder igen julen

Radiovært Michelle Heder Josefsen stiller sig også i år i spidsen for en indsamling, der samler julegaver til trængte familier

27. november 2021, 16.34

- Silkeborg tog godt imod initiativet sidste år, og jeg håber, at kendskabet i år kan være med til at få endnu flere til at donere end julegave fra en eller flere af de udvalgte lokale butikker, der er med, siger radiovært Michelle Heder Josefsen, der igen har taget initiativ til »Silkeborgs Bedste Jul«. Foto: Peter Bruvik-Hansen

SILKEBORG Flere end 200 lokale borgere fik sidste år en ekstra julegave at glæde sig ved, da Radio Silkeborg lancerede kampagnen »Silkeborgs Bedste Jul«.

Initiativtager til kampagnen, radiovært Michelle Heder Josefsen, hjælper dagligt lytterne godt i gang med dagen, når hun sikrer radioens morgenflade med god musik i programmet Silkeborgs Bedste Morgen. Nu er den lokale radiovært igen klar til at forsøde julen for trængte familier.

- Det var en succes sidste år, så det giver mening at gentage kampagnen. Vi vil gerne være med til at gøre julen lidt gladere for udsatte og trængte familier. Og så er det også en måde at vise, at vi fortsat står sammen, siger Michelle Heder Josefsen.

Køb en gave til 100 kroner

Kampagnen, der gennemføres i samarbejde med frivillige fra Riverboat Jazz Festival, Kirkernes Sociale Arbejde i Silkeborg og Midtjyllands Avis, var også en håndsrækning til den lokale detailhandel, der for et år siden var hårdt presset at coronaen.

Kampagnen går således ud på, at man i udvalgte butikker køber en gave til en værdi af 100 kroner, der ved kampagnens afslutning gives til en modtager.

- Jeg ved godt, at detailhandlen igen er oppe i omdrejninger, men det er vigtigt at støtte det lokale handelsliv, og i år har vi udvidet antallet af deltagende butikker og restauranter til 23, siger Michelle Heder Josefsen, der i sagens natur håber, at kampagnen også i år bliver en succes.

Forsøder julen hos flere

- Jeg håber, at vi når flere gaver end sidste år, så vi får mulighed for at forsøde julen hos endnu flere lokale trængte familier. Det er det, der er det helt klare hovedformål, siger Michelle Heder Josefsen.

Kampagnen begynder mandag den 29. november, og frem til og med den 17. december kan man i de medvirkende butikker og restauranter, købe en gave. De bliver løbende indsamlet af frivillige fra Riverboat Jazz Festival, der også sikrer, at gaverne kommer videre til det lokale kirkelige samarbejde Kirkernes sociale Arbejde, der vil sikre, at de donerede julegaver bliver givet til trængende familier ved et julearrangement 18. december.

SÆTTES I RAMME

Her kan du donere en julegave til »Silkeborgs Bedste Jul«

Ting, Café Evald, Holgers Kro, Baba, Kære Børn, Young Ones, Young Avenue, Femilet, Nora Mø, Boemo, Noa Noa, Buksecompagniet, Mørup Ure - Guld, Marcus, Louis Nielsen, Change, Wunderwear, Kids Coolshop, Bog & Ide, The Body Shop, Lykkesko, Yousee, Selected.

Indlæser debat