Den glade gæstgiver

Marc Noël blev silkeborgenser for 25 år siden, og han har drevet Restaurant Piaf i de 20 af årene - lidt af en præstation i den branche, mener han

27. april 2019, 18.00

I 25 år har franske Marc Noël boet i Silkeborg, og de 20 af dem har han brugt ved gryderne som ejer af Restaurant Piaf. Foto: Jakob Stigsen Andersen

PORTRÆT En franskmand kom til byen. Eller... fransk og fransk?

Selv kalder han sig »en ren bastard«, for indehaveren af Restaurant Piaf, Marc Noëls bedsteforældre er en god sammenblanding af europæiske aner.

Hans belgiske farfar flygtede fra tyskerne i sit hjemland under Anden Verdenskrig. Han sprang på et tog, der førte ham til den franske grænse, og derfra vandrede han til det sydfranske, som den tyske besættelsesmagt endnu ikke havde fået kløerne i. Her mødte han Marc's farmor, der er af fransk/engelsk/portugisisk afstamning, mens morforældrene er baskiske fra den spanske side af grænsen.

Marc Noël er opvokset i Lourdes i det sydvestlige Frankrig, passet er fransk, og efter 25 år i Silkeborg er Marc Noël stadig franskmand, men Danmark er også blevet hans land.

- Jeg har jo faktisk boet her halvdelen af mit liv, og jeg hepper på Danmark, hvis ikke Frankrig er en del af kampen, siger den 49-årige kok på det gode danske, han hurtigt kom efter.

- Er du sindssyg. Jeg havde ikke noget valg. Jeg har jo giftet mig med en skolelærer, og hun retter stadig på mig, griner han og har dog beholdt sin forførende franske accent.

Mad er kærlighed...