Danmark præciserer jagt på EM-værtskaber i håndbold

Danmark dropper jagt på to EM-værtskaber for at fokusere på to andre værtskaber, som DHF forventer at få.

20. oktober 2021, 12.49

Danmark jagter EM-værtskabet i herrehåndbold i 2026.

KØBENHAVN Danmark, Norge og Sverige har indkredset deres bud på at blive værter for EM-slutrunder i håndbold.

I maj bød den skandinaviske trio ind på fire EM-værtskaber: EM i 2026 for mænd og kvinder og EM i 2028 for mænd og kvinder, men nu er to af ansøgningerne droppet.

Det oplyser Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

Danmark stiler ikke længere efter at afholde EM i kvindehåndbold i 2026, men Danmark håber på at blive medvært for herrernes EM samme år.

I 2028 gør det omvendte sig gældende. Her ønsker Dansk Håndbold Forbund at få andel i kvindernes EM-værtskab, mens man til gengæld har trukket sit bud på mændenes EM-værtskab.

De skandinaviske lande ser aktuelt ud til at få held med deres to tilbageværende ansøgninger, da de aktuelt er de eneste, der har budt ind på de to slutrunder.

Derfor har formanden i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen, også en klar forventning om, at Danmark ender som EM-medvært to gange i løbet af de kommende syv år.

- Udsigten til to mesterskaber med vores nordiske naboer glæder os selvfølgelig. Vi vil så gerne kunne invitere til store håndboldfester sammen med både herrelandsholdet og kvindelandsholdet, og det ser nu ud til at blive muligt, siger han ifølge DHF's hjemmeside.

Rusland er nu de eneste, der har budt på at afholde kvindernes EM i 2026, mens en geografisk spøjs trio bestående af Spanien, Portugal og Schweiz nu er ene om at have budt ind på herrernes EM i 2028.

Værtskaberne bliver uddelt på en ekstraordinær EHF-kongres i Wien 20. november.

Som en del af de skandinaviske værtsbud står det klart, at kampe på dansk jord vil blive spillet i Royal Arena (København), Ceres Arena (Aarhus) og Jyske Bank Boxen (Herning).

Ud over udsigten til to EM-værtskaber skal Danmark også være vært for to verdensmesterskaber. I 2023 deler Danmark VM-værtskabet i kvindehåndbold med Norge og Sverige, mens Danmark, Norge og Kroatien deles om herrernes VM i 2025.

/ritzau/