DET ER DIT VALG - KV21

Den nye pige i klassen

26. november 2021, 12.19

BYRÅDSVALGET Tirsdag 16. november kom Nye Borgerlige for første gang i byrådet i Skanderborg, og jeg vil gerne sige tusind tak til alle jer, der stemte os ind. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at leve op til det, som vi lovede undervejs. For det første at afsløre unødvendigt kommunefrås og lukrative privilegier på både den blå og den røde side af byrådssalen. De midler og det overskud, der findes i en ressourcestærk kommune som Skanderborg, skal selvfølgelig først og fremmest komme borgerne til gode. For det andet at afsøge effektiviseringer og besparelser, så I borgere i Skanderborg kommune får bedre valuta for de 25,82 % af jeres lønningspose, I betaler i kommuneskat. Vilkårene for dem, der har tvingende behov for hjælp - de handicappede, de ældre, børn og unge, som har det svært - skal utvetydigt forbedres. Som vi siger: kernevelfærd først - feelgood-projekter når der er råd!

Og sidst, men ikke mindst: At arbejde for gennemsigtighed i arbejdsgange og beslutningsgrundlag, så vi som skatteydere får en klar idé om, hvordan vores bidrag forvaltes. Og hold nu op, hvor har vi allerede lært meget om det, der foregår i kulissen i lokalpolitik. Om aftaler, der er lavet længe før, konstitueringsforhandlinger begynder. Om den naive tro på, at borgerlige partier er borgerlige helt ind i hjertet. Om bjergsomhed og dollartegn. Indspisthed og kammerateri. Om magtfulde poster, som går i arv á la britisk aristokrati fra et bedaget århundrede. Og om en spirende fornemmelse af, at det mere end nogensinde er en demokratisk pligt at fastholde ens valgte politikere på det, som de så gavmildt har lovet i valgkampen.

Nye Borgerlige er en bevægelse - ikke et levebrødsparti. Vi har ingen underhåndsaftaler indgået for den ene udvalgspost, det var muligt at få. Vi sidder på et rent mandat, som vi selv har skaffet takket være vores vælgeres tillid. Hold os gerne fast på, at hjertet og samvittigheden forbliver ren, når vi går i gang med det politiske arbejde pr. 1. januar 2022.

Indlæser debat