Beredskaber rykker ud til flere høstbrande i varmen

En enkelt sten, der rammer forkert på et maskineri, kan være nok til at antænde en brand, siger beredskaber.

Udgivet:13. august 2022, 22.23

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

KØBENHAVN Der høstes i disse dage i det meget varme augustvejr. Det kan mærkes hos flere lokale beredskaber, som har ekstra travlt med at slukke brande, der opstår i forbindelse med høsten.

Det gælder blandt andet hos Nordjyllands Beredskab. Her har man alene lørdag været ude til 16 høstbrande, siger beredskabschef Per Vedsted.

- Vi har været ude til rigtig mange hændelser i dag i forbindelse med høstarbejdet. Det kan både være i forhold til selve høsten, men også med det efterfølgende arbejde med halmpresning, siger han til Ritzau.

Et lignende billede tegner sig også hos andre beredskaber, for eksempel i Østjylland. Det skriver TV2 Østjylland.

- Det er rigtig tørt, og så har alle landmændene travlt med at få høstet, inden der bliver lovet regn mandag og tirsdag, så derfor bliver der gået til den, siger René Nikolajsen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning, til mediet.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der i disse en hedebølge over Danmark, og det betyder, at brandfaren stiger.

Lørdag har brandfaren været høj til meget høj over det meste af landet. Det viser et brandfareindeks.

Hos Vestsjællands Brandvæsen har de været ude til ni landbrugsrelaterede brande siden torsdag.

Det er helt klart tørken, der er årsagen, siger chefvagt Jan Bruun til Ritzau.

Også i Nyker på Bornholm har der lørdag eftermiddag været en markbrand i en uhøstet hvedemark, skriver Bornholms Politi på det sociale medie Twitter.

Brandene kan både opstå ved, at maskinerne, der bruges til høsten, bliver for varme. Andre gange kommer en større sten med ind i maskinen og slår en gnist, der antænder halmen.

- Når alle forudsætninger er til stede - høj varme og ekstremt brandbart materiale - så sker der nogle ting, som forårsager en brand, siger Per Vedsted.

Han siger dog, at landmændene generelt er gode til at håndtere brandene, så de ikke spreder sig for meget.

- Så det har ikke været så alvorligt, siger han.

/ritzau/