Kortere indlæg i valgkampen

15. september 2021, 12.57

Om to måneder skal vi i stemmeboksene. Tirsdag den 16. november er der valg til regions- og byråd.

Valgkampen har allerede i nogen tid sat sit præg på debatsiderne i avisen. Indlæg fra kandidaterne er strømmet ind i de senere uger, og af erfaring ved vi, at strømmen tager til i ugerne op til valget.

Som tilfældet har været ved de seneste mange byrådsvalg, strammer vi derfor frem til valget kravene til længden på debatindlæg.

Indlæg fra kandidater og andre indlæg i valgkampen må maksimalt være på 1800 anslag.

Læs også
Leder: God valgdebat - med kortere indlæg

De 1800 anslag er inklusive mellemrum og svarer cirka til 300 ord. Vi strammer kravene for at få plads til så mange indlæg som muligt - og fordi vi ved, at der er større chance for, at kortere indlæg bliver læst i en periode med meget debatstof.

I ugerne frem til valget bringer vi som udgangspunkt maksimalt et indlæg om ugen fra de enkelte skribenter - såvel kandidater som andre skribenter.

Vi kan ikke garantere, at samtlige fremsendte indlæg kommer i avisen, men vi vægter som altid en alsidig og bred debat.

Indlæser debat...