
2 måneder siden
HÅNDBOLD Spillerne faldt hinanden om halsen, og tilskuerne jublede med, efter Bjerringbro FH lørdag vandt 31-28 i topopgøret mod EH Aalborg. Dermed overtog BFH’erne førstepladsen i 1. division med en kamp igen. Vinder BFH-kvinderne i Holstebro i næste weekend, er holdet klar til ligaen.
Sejren kom i land efter en jævnbyrdig og yderst intens kamp, hvor BFH’erne i anden halvleg fik overtaget.
Opgøret fik en jævnbyrdig start. Efter godt seks minutter var stillingen 2-2 i den tætpakkede hal i Rødkærsbro. Her var topopgøret flyttet til på grund af gymnastikopvisning på hjemmebanen i Bjerringbro, og det gav en intens stemning.
Efter 10 minutter var stillingen ændret til 4-6, for de fysisk stærkere gæster var skarpest i starten - især i defensiven. Efter små 17 minutter var gæsterne fortsat i front med to mål, og dermed var BFH’erne under pres. Hjemmeholdet skulle vinde med mindst tre mål for at snuppe førstepladsen, der giver direkte oprykning til ligaen.
Som sædvanligt var det Louise Søndergaard og Line Gyldenløve, der førte an med målscoringen, men gæsterne var godt forberedte på de to BFH-profiler. Samtidig var der lidt for mange fejl hos BFH’erne overfor rækkens bedste forsvar,
BFH’erne kom imidlertid på 11-11 efter 22 minutter, så alt var stadig helt åbent, men gæsterne trak fra og kun et par store redninger af Sarah Ernebjerg i BFH-målet holdt gæsternes føring nede, så stillingen ved pausen var 13-14.
Gæsterne kom bedst fra start i anden halvleg og kom foran med tre mål, men så kom hjemmeholdet i gang.
Fem minutter efter pausen kom BFH på 16-17, og dermed var kravet, at BFH’erne skulle vinde resten af opgøret med fire mål.
Louise Søndergaard begyndte imidlertid at vise, hvorfor Viborg HK henter hende til ligaen i næste sæson, og Ernebjerg i målet havde store redninger.
Så efter knapt 10 minutter af anden halvleg kom BFH’erne foran med 20-19, og Louise Søndergaard fik to store mulighed for at øge den føring, for gæsterne var rystet og kom ikke så let til scoringerne længere.
Men i Aalborg-målet tog Johanne Bagger Graugaard flot fra, så efter 16 minutter var alt lige ved 22-22.
Men BFH’erne havde overhånden. Efter 21 minutter bragte Line Gyldenløve hjemmeholdet foran med 25-23, og så begyndte for alvor at dufte af liga. Og minuttet senere kunne Sofie Lund bringe gæsterne foran med tre mål. Samtidig tog Sarah Ernebjerg flot fra i målet.
Det gav for alvor spænding, og stillingen svingede mellem BFH-føringer på to og tre mål.
Med små fire minutter var stillingen ændret til 27-26, men BFH’erne scorede heldigt, og så var førstepladsen igen kun et mål væk. Og da Clara Bak kom ind og tog straffekast, var føringen tilbage på tre mål.
Med to minutter igen viste måltavlen 29-27, men Sofie Lund gjorde det til 30-27, og så tog Aalborg timeout - og reducerede efterfølgende.
Men med 30 sekunder igen scorede Sidsel Poulsen til 31-28, og det blev slutresultatet, fordi Aalborg mistede bolden i sidste angreb.
Nu venter det tredje tophold fra Holstebro i sidste opgør på lørdag, og det kan blive en historisk dag for Bjerringbro FH.
Indlæser debat