
Blodig VM-debut: Lokal løber styrtede i Ungarn
- Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg kom på benene igen, men jeg kan også godt mærke, at jeg er lidt følelsesladet omkring det, siger Juliane Falsig Hvid
Udgivet:24. august 2023, 08.09
Læsetid:2 minutter
Juliane Falsig Hvid, der her ses til højre, kæmpede sig i mål ved VM i Budapest, selvom hun styrtede kort inde i løbet. Foto: Ritzau Scanpix
1 måned siden
ATLETIK 25-årige Juliane Falsig Hvid fra Sejs-Svejbæk fik langtfra den ønskede VM-debut ved onsdagens indledende heat i 3000 meter forhindringsløb.
Efter ét minut styrtede debutanten på banen i Budapest, da en bom skulle forceres, og hun nåede ikke at tage fra med hænderne, inden ansigtet ramte underlaget på løbebanen.
Selvom Juliane Falsig Hvid kæmpede sig i mål i tiden 10.09,41, var det ikke nok til at avancere til semifinalerne.
Hurtigløberen, der repræsenterer den københavnske atletikklub Sparta, blødte fra et sår på hagen og havde tydelige blodstænk på overkroppen, da hun stillede op til et interview med DR umiddelbart efter løbet.
- Jeg tror, jeg slog kæben lidt, men man mærker ikke så meget, når man er i momentet, sagde en smilende Juliane Falsig Hvid, som dog ikke lagde skjul på sin skuffelse.
- Jeg har aldrig været tæt på at styrte eller været bange for det på nogen måde, men for at være ærlig aner jeg ikke, hvad der skete. Det må være nerverne eller »whatever«. Men det er, hvad der kan ske. Det er bare virkelig nederen. Jeg ved, at jeg er i god form, og at jeg kan løbe rigtig hurtigt på den bane, lød det fra Juliane Falsig Hvid.
Danskeren sluttede næstsidst i heatet, der blev vundet af kenyanske Jackline Chepkoech i tiden 9.16,41.
- Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg kom på benene igen, men jeg kan også godt mærke, at jeg er lidt følelsesladet omkring det, sagde Juliane Falsig Hvid.
Begyndte til atletik i 2022
Det havde krævet en tid, der var hurtigere end 9.24,29 for at gå videre til semifinalerne, og med en personlig rekord på 9.33,40, var der på forhånd ingen forventninger om, at Juliane Falsig Hvid ville komme videre fra det indledende heat.
Juliane Falsig Hvid har tidligere høstet store triumfer som militær femkæmper, men sidste år begyndte hun til atletik for at blive en endnu bedre løber.
Siden har hun taget så store skridt, at hun allerede nu er den næstbedste danske kvinde nogensinde på 3000 meter forhindringsløb.


Begyndte til atletik sidste år: Nu skal Juliane til VM


Kometen fra Sejs-Svejbæk har sat kursen mod VM i atletik
Indlæser debat