Klimakronik: Vi skal se på rejsevaner og bedre styring af vandmasserne

15. november 2019, 12.49

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Mottoet »at rejse er at leve« giver eventyrlyst.

De fleste kender nok også sangen om mariehønen, der flyver op imod himlen for at bede om dejligt vejr.

Når vi som mennesker flyver op imod himlen, er målet for rejsen også ofte ønsket om godt vejr for en uge eller to under sydligere himmelstrøg. Dejligt, med sol og varme for en stund, inden vi vender retur til et land med regnfulde dage.

Eller et fristende ophold i Berlin for den nette sum af 89 kr. for flyrejsen.

Alternativt kunne man passende vælge at tage toget mod rejsemålet. Toget som er noget af det mindst forurenede for miljøet. Men I en tid, hvor alt skal være rationelt og tidsbesparende, og hvor det at rejse for de fleste af os føles som en menneskeret, passer en lang togrejse ikke ind i kalenderen.

Men desværre tyder al forskning på, at flyrejser, på grund af sin høje udledning af CO2, er noget af det mest ødelæggende for vores klima.

Der arbejdes på højtryk for at finde miljøvenlige brændstoffer til flyene, så vi fortsat kan komme på vingerne. De seneste forskningsresultater viser, at Danmark, med sit højproduktive landbrug har løsningen i form af lorten, lige om hjørnet. To forskere fra Syddansk Universitet står nemlig bag en rapport, der beskriver mulighederne for at fremstille grønt flybrændstof i Danmark. Brændstoffet laves af biogas fra ex. ko-lort.

Medens vi venter på det store gennembrud indenfor miljøvenligt flybrændstof, fortsætter vi rejselystne med vores årlige flyrejser, samtidig med at vi véd, at det er klimatosset og med en samvittighed, der er sort som kul.

Regnmængderne bliver der mere og mere af, jo mere vi er på vingerne, på grund af CO2 udledningen fra flyene.

I Silkeborg kommune mærker vi da også til klimaforandringerne. Særligt i disse dage hvor de store regnmængder får vores naturperle Gudenåen til at flyde over sine bredder.

Jeg vil tillade mig at sætte tingene lidt i perspektiv. Vi lever unægteligt i et smørhul i forhold til andre af klodens befolkninger, som må forlade hus og hjem for evigt pga. naturkatastrofer. Befolkninger som lever i uvished og mange med efterfølgende traumer. I Danmark er vi yderst privilegerede. At Gudenåen går over sine bredder, betragter jeg ikke som den helt store naturkatastrofe.

Ganske få bygninger lider skade og for den enkelte boligejer, er det naturligvis et kæmpe problem med store økonomiske konsekvenser. Fremover kan disse boligejere have fordel af kommunens bebudede varslingssystem og dermed være på forkant med sandsække mv. for at redde boligerne fra druknedøden.

Ellers er der blot tale om oversvømmede marker og græsplæner i korte perioder!

Mængden af regnvand, der falder direkte ned i åen, kan kun reduceres når/hvis vi får stoppet klimaforandringerne.

I mellemtiden kan vi være med til at »styre« de øvrige vandmængder, der tilføres åen.

I en vækstkommune som Silkeborg er det nødvendigt ikke blot at tænke på, men også at efterleve at bygge bæredygtigt. I forhold til vandet, skal det »blive hvor det falder«. Grønne tage aftager vand, og i stedet for fast belægning i haver skal der være græs til at opsuge vandet. Enhver haveejer bør anlægge en havedam. Og sidst, men ikke mindst, skal regnvandet opsamles og bruges til toiletskyl.

Der kan med fordel udtages/eksproprieres mark og engarealer, som på naturlig vis bliver oversvømmede. Lige nu kan man ved selvsyn se, hvor de arealer findes. Som en positiv gevinst kan man se frem til smukke engområder med ex. vadefugle.

Nogle mener, at flere årlige grødeskæringer kan være med til at lede vandet hurtigere igennem åen. Jeg mener derimod, at de vandmængder, der tilføres åen, er alt for store i forhold til åens evne til at lede vandet væk. Derfor er det formålsløst med flere skæringer.

Lodsejere langs åen kan størstedelen af årets måneder glædes over de fantastiske naturværdier, de har lige uden for vinduerne. Selvsamme bliver nødsaget til at leve med den virkelighed, de sopper rundt i.

Klog af skade fra tidligere tiders byggeskik langs åerne, skal kommunen selvfølgelig stoppe med at udlægge yderligere byggegrunde i de områder, hvor der er den mindste risiko for oversvømmelse.

Vi kan ikke bare »bede guderne om godt vejr«. Vi skal bede hinanden om at tage fælles ansvar for at løse de udfordringer, som klimaforandringerne byder os.