Dansk triumf: »Druk« vinder Oscar for Bedste Internationale Film

Instruktør Thomas Vinterberg dedikerede statuetten til sin datter Ida, der i en alder af 19 år døde få dage inde i optagelserne til filmen

Udgivet:26. april 2021, 06.32

Læsetid:1 minut

Thomas Vinterberg med sin hustru på den røde løber inden oscaruddelingen, hvor Vinterberg har modtaget prisen for Bedste Internationale Film. Pool/Reuters

/ Ritzau /

LOSANGELES Den danske film »Druk«, der er instrueret af Thomas Vinterberg, modtog prisen for Bedste Internationale Film ved oscaruddelingen natten til mandag dansk tid.

Thomas Vinterberg var til stede ved oscaruddelingen, filmverdenens vigtigste prisuddeling i Los Angeles

- Det her er større end alt, jeg kunne forestille mig, ud over at jeg altid har forestillet mig det her, sagde instruktøren i sin takketale.

- Siden jeg var fem år gammel, har jeg forberedt taler på togstationer, skolen eller toilettet, og her er jeg, og det er virkeligt. Det er fantastisk, siger Thomas Vinterberg.

Han takkede sin hustru, sine børn og en lang række aktører bag filmen, herunder skuespillerne.

En stor del af takketalen handlede også om Vinterbergs datter Ida, der i en alder af 19 år døde få dage inde i optagelserne til filmen.

Filmen og statuetten er dedikeret til hende, fortalte en tydeligt rørt Vinterberg.

- Vi endte med at lave denne film for hende som et monument.

- Så Ida, dette er et mirakel, som netop er sket, og du er en den del af dette mirakel. Måske har du trukket i nogle tråde på en eller anden måde. Denne her er for dig, siger han.

Det er Danmarks første statuette ved nattens oscaruddeling og den første i kategorien siden 2011, hvor Susanne Biers film »Hævnen« vandt.

Thomas Vinterberg kom ikke på scenen for anden gang under uddelingen.

Bedste Instruktør gik til Nomadland–instruktør Chloé Zhao, der dermed blev første kvinde fra Kina til at modtage statuetten.

De øvrige nominerede var »Better Days« fra Hong Kong, »Collective« fra Rumænien, »The Man Who Sold His Skin« fra Tunesien og »Quo Vadis, Aida?« fra Bosnien-Hercegovina.

/ritzau/

Skuespillere og holdet bag filmen Druk ser Oscar-prisoverrækkelse hos Zentropa i Filmbyen i Hvidovre. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix