To døde og flere sårede i skyderi i Oslo

En natklub er blandt de tre gerningssteder, der har været involveret i et skyderi i Oslo natten til lørdag.

Udgivet:25. juni 2022, 03.29

Læsetid:2 minutter

To er blevet dræbt i et skyderi i Oslo natten til lørdag. Endnu er flere er sårede.

/ Ritzau /

OSLO To personer er dræbt, mens flere er kommet til skade i et skyderi i Oslo natten til lørdag.

Der er tale om tre gerningssteder: natklubben London Pub, et lille gadekøkken og jazzklubben Herr Nilsen, oplyser politiet til NTB.

London Pub har især et stort homoseksuelt klientel. Den ligger lige op ad Herr Nilsen i det indre Oslo.

De første meldinger om skyderiet kom omkring klokken 01.15, skriver NTB.

Et øjenvidne fortæller til NRK, at han så en mand komme til stedet med en taske, som han tog et våben op af og begyndte at skyde.

Politiet oplyser lidt i klokken 02.00 natten til lørdag, at en person er blevet pågrebet i nærheden.

Omkring klokken 03.13 oplyser politiet til det norske medie VG.no, at det arbejder ud fra, at der er én gerningsmand.

Ifølge avisen fortæller øjenvidner, at de så gæster flygte fra udeområdet på London Pub i panik.

Derudover er øjenvidner blevet bedt om at samles på et nærliggende hotel.

Journalister fra avisen skriver, at der er tale om en kaotisk situation ved natklubben, og at både politi og nødberedskab er til stede. Oslo Universitetssygehus skulle desuden have øget beredskabet i kølvandet på skyderiet.

- I alt bliver ti personer taget hånd om af sundhedspersonale. Tre personer er alvorligt kvæstede, siger Tore Barstad, der er indsatsleder i Oslo politidistrikt, ifølge NTB.

- Det, vi laver nu, er, at vi har samlet en hel masse vidner, som beriger de oplysninger, vi allerede har.

Ifølge NTB blev folk set løbe fra stedet. Og dem, som løb, råbte for at advare andre og skyderiet. Et stort område er også blevet afspærret.

Men flere er samlet nær gerningsstederne med regnbueflag for at vise deres støtte. Lørdag er det planlagt, at der skal være Pride-parade i den norske hovedstad.

Politiet oplyser på det sociale medie Twitter, at det umiddelbart klassificerer hændelsen som en såkaldt Plivo-hændelse. Det står for pågående livstruende vold.

/ritzau/