Hærværksmand slukkede for julelys i Salten

Salten har for første gang i mange år fået julebelysning, men hærværksmand har slået skår i juleglæden

13. december 2019, 10.41

Ledningen til Saltens nye julebelysning var klippet midt over. Foto: Rasmus Hougaard Hvalsø

SALTEN Julestemningen har fået et knæk, og det vækker ærgrelse i Salten, at byens helt nye julebelysning efter kun en uge har været udsat for hærværk.

Takket være en bevilling på 111.230 kr. fra Silkeborg Kommunes forskønnelsespulje er der dannet en ny lokal forening til at stå for julebelysningen i Them og Salten.

I Them er pengene investeret i helt ny julebelysning i lygtepælene, mens Salten har fået et mindre beløb til for første gang i mange år at få julebelysning i byen. Pengene er gået til indkøb af lyskæder, som er sat op i tre juletræer, der er sponsoreret af to lokale juletræsproducenter.

Men glæden varede kort, for en hærværksmand har slukket lyset på juletræet i den sydlige ende af byen, hvor ledningen kort og godt er klippet over.

- Det er mega-ærgerligt. Vi tror ikke, det er drengestreger, for det er en tyk ledning, som er klippet over. Det er ikke bare noget, man lige gør. Det har krævet, at hærværksmanden har haft værktøj med, siger Karina Korsgaard, som er næstformand i Salten Borger- og Grundejerforening.

Fire frivillige Salten-borgere har stået for at sætte juletræerne op og få lys på dem. Tovholder er Rasmus Hougaard Hvalsø, der selv er elektriker.

- Han har fikset det ødelagte julelys, men vi er enige om, at hvis det sker igen, så må vi tage stilling til, hvad vi gør. Vi kan blive nødt til at tage juletræerne ned igen, hvis de ikke kan få lov til at stå, siger Karina Korsgaard.