Utidigt karaktermord?

2. januar 2020, 12.41

»VENSTREFLØJ« Det forekommer ejendommeligt, når Frank Borch Olsen (og MJA, som ikke lod »anklagede« komme til orde) 30/12 finder anledning til at fremføre anklager mod Søren Kristensen for mangelfuldt samarbejde mellem nogle partier i byrådet.

Det var vel ret beset Hans Okholm og SF, som på valgnatten foretog en kovending og pludselig pegede på Steen Vindum som borgmester - godt betalt med en udvalgsformandspost, naturligvis.

Ikke desto mindre skal Frank Borch Olsen have tak for åbningen af en spændende debat, når han spørger, hvem Hans Okholm og SF vil pege på til næste valg?

Det er unægtelig en ny »venstrefløjskombination«, hvis samarbejdet mellem SF og V allerede er cementeret.

Men det åbner også for, at Hans Okholms og SF’s historiske troværdighed står for fald.

Vil de mon allerede nu løfte sløret for den undrende vælgerskare?