Asta blev 100 år: Hun fandt altid livets lyse sider

MINDEORD: På vegne af familien har datteren Karin Ottosen skrevet mindeord over Asta Fredslund:

Så fik du endelig dit ønske opfyldt, lille mor! Livet, som du engang var så glad for, var blevet for bøvlet og hårdt til sidst.

100 år, fem måneder og tre dage blev det til. Og det kan nok være, at mange sagde »fantastisk« og »flot«, når de fik din alder at vide, men du syntes ikke, der var noget flot ved den.

Du havde mange smerter, men du var ikke typen, der gav ondt af dig - det var jo ikke sjovt at tale om.

Du fandt det heller ikke flot, at sanserne forsvandt én efter én, og at alt det, du egentlig gerne ville, ikke længere var muligt - for øverste etage fejlede ikke noget. Svært var det især, at synet ikke mere tillod dig at læse aviser og bøger samt følge med i politik og debatter i fjernsynet. Og »desuden vil jeg heller ikke ende som en mumie« (lidt forfængelig har man vel lov at være).

I en søskendeflok på syv fik du nummer tre, så der var altid nogen at lege med. Det var der nu også alligevel, for i Vester Vedsted var mange i familien bosat. For eksempel fulgtes du altid på gåben til skole med kusine Anna.

Du fik plads i huset hos din bedstemor i hjembyen, da du var 15 - en plads, du arvede efter din søster, der skulle giftes.

Glemte at knikse

Som 17-årig rejste du i 1940 til København, og det var vel næsten en dagsrejse dengang. Du havde fået plads som stuepige og barneplejerske hos boghandler Fergo, hvor du oplevede krigens udbrud, men også både serverede for dronning Ingrids hofdame og en morgen stødte på kong Christian den 10., der kom ridende gennem hovedstaden. Du har fortalt, du blev så befippet, at du glemte at knikse! Han blev dog ikke vred.

Din ungdom var fuld af oplevelser, og selv om du fik lavet et pas, blev du inden for Danmarks grænser. Som stue- og barnepige hos proprietær Hagemann i Espergærde, hos dommeren i Odense, på husholdningsskole i Korinth, som stuepige hos forstanderparret på Borris Landbrugsskole og på en frugtplantage i Ødis Bramdrup kom du Danmark rundt.

Drømmen om Hollywood

I din opvækst var drømmen at komme til Hollywood og blive filmstjerne! En af tidens store stjerner, Clark Cable, ville du for eksempel meget gerne møde. Men så tegnede du ham bare i stedet, for du var virkelig god til at tegne og også male billeder. Sådan nogle, der lignede noget. Krimskrams var du ikke så meget for.

Filmstjerne blev du dog aldrig. Giftes med en landmand ville du bestemt ikke - men det blev du nu alligevel, for kærlighed kan man jo ikke sådan bare lukke for. Og ham, der blev din mand og dine fire børns far, var du og vi børn slet ikke utilfreds med. I var et godt par, desværre i alt for kort tid, da far døde af sygdom i 1994. Han var ellers begyndt at interessere sig for økologi, hvilket han sikkert ville have afprøvet, hvis han havde fået lov at leve længere.

Verden rundt med børnene

Du fik fem børnebørn og tre oldebørn - du ville gerne følge dem alle, på den ene eller den anden måde. Og rejste nogle af børnebørnene til fremmede lande, fik du tilsendt postkort og beretninger samt billeder. De sørgede også for på landkort at optegne deres rejse, så du kunne følge med på turen. På den måde syntes du alligevel, at du kom verden rundt. Det allerbedste var dog, når de unge var kommet hjem igen!

Du har hele livet været en positiv sjæl med et positivt livssyn. Man behøvede ikke være sortseer, selv om ting gik én imod, eller man måske var i sorg - og du har desværre prøvet at miste flere gange i tæt, familiært regi, hvilket har gjort rigtigt ondt. Men så måtte man se at finde de lyse sider og gode ting.

Farverigt tøj

Og farver var lige dig - blå, pink og rød udgjorde en stor del af din garderobe, for hvorfor skulle det hele være sort og gråt? Det var sådanne, man kunne få under krigen, så du besluttede for mange år siden, at de ikke var noget for dig.

Da du fyldte 100, blev du tilbudt besøg af borgmesteren, hvilket du pænt afslog med den begrundelse, at borgmesteren sikkert havde travlt med valget ... og i øvrigt havde du nok heller ikke selv tid!

Vi spurgte dig, om avisen skulle adviseres og bringe et indlæg med dig. »Nåh, hvad skulle jeg mon snakke med dem om?« For megen opmærksomhed var ikke dig.

Bibeholdt barnetroen

For dig har der altid kun været én mulighed, når du skulle herfra - og det var opad, for din barnetro bibeholdt du hele livet.

Du var bestemt ikke tilfreds, da du hørte, at kusine Anna var fløjet til himmels før dig. I havde jo aftalt at følges ad - og desuden var hun en smule yngre end du.

Du fik i din sidste tid »besøgt« flere sygehuse og en aflastningsplads efter flere skavanker. Du ville dø i dit eget hjem, men du må have været bygget af særlige ingredienser, for selv om du ikke ville spise eller drikke, gik det slet ikke så hurtigt, som du ville - »Nu har jeg hele mit liv snakket med Vor Herre hver aften, og han hører ikke efter nu«.

Det lykkedes dig til sidst at give slip, omgivet af plejere og familien i de sidste uger.

Nu vil vi da ønske dig en god flyvetur og tænke på alle de gode minder, smil og guldkorn, du har efterladt os med.

Vi vil alle savne dig.

Tak for livet.