Læs interview i lørdagsavisen: Bankdirektøren fylder 65

Anders Dam har i snart 24 år været ordførende direktør i Jyske Bank

26. februar 2021, 12.00

Anders Dam har stadig masser af strøm på batterierne. Humøret er højt hos fødselaren. Foto: Jakob Stigsen Andersen

LØRDAG: Anders Dam - ordførende direktør for Silkeborgs største private arbejdsplads, Jyske Bank - fylder 65 år på den dato, der ikke findes i år. For bankdirektøren fra Virklund er født den 29. februar.

De 65 år betyder imidlertid langt fra, at Anders Dam gearer ned. Han er still going strong i spidsen for Jyske Bank, og i privatlivet er det fruen Susanne og de voksne børn Anne-Mette og Lise-Lotte, der fylder billedet.

Anders Dam er oprindelig født i Aalborg. Han blev student i 1975 og senere cand.oecon i 1981.

Det førte til jobbet som cheføkonom i Håndværksrådet, men han fik herefter sit første job som cheføkonom i Jyske Bank fra 1987 til 1990, hvor han blev udnævnt til underdirektør med ansvar for udvikling og planlægning.

I 1992 forlod han imidlertid Jyske Bank til fordel for en stilling som direktør i Stibo Datagrafik. Det varede tre år, for Anders Dam blev hentet tilbage til Jyske Bank den 1. juli 1995, hvor han to år senere blev udnævnt til ordførende direktør.

Her afløste han Kaj Steenkjær.