Jysk-familien investerer yderligere i golfresort

Lars Larsen Group ændrer navnet på golfhotel i Himmerland

5. maj 2020, 11.25

Målsætningen for Jacob Brunsborg og Lars Larsen Group er en positiv drift i Himmerland.

SILKEBORG Selvom coronakrisen raser og har lukket en del af aktiviteterne på Himmerland Golf & Spa Resort, får det ikke Lars Larsen Group til at skære ned på aktiviteterne. Tværtimod.

Ifølge Finans.dk investerer ejer Jacob Brunsborg yderligere millioner i centret, der skifter navn til »Himmerland«.

- Vi tror på, at det kan betale sig at investere i fremtiden – også i denne tid. Derfor kører vi på med en stor plan, som skal styrke Himmerland og tiltrække også mange andre end golfgæster året rundt, siger formand og ejer Jacob Brunsborg til Finans.dk.

Larsen-familien har flere gange slået fast, at investeringen i golfresortet sker med hjertet, og så sent som sidste år var underskuddet på 14 millioner kroner.