Lone Langballe valgt til at gå i front for DF

4. juni 2021, 08.44

Lone Langballe er valgt af en enstemmig forsamling som DF's spidskandidat.

BJERRINGBRO Lone Langballe, der pt. er 2. viceborgmester, medlem af ældre- og aktivitetsudvalget i byrådet samt regionsrådsmedlem, er netop blevet valgt som spidskandidat for DF til kommunalvalget i efteråret.

Det skete på generalforsamlingen for Dansk Folkeparti i Viborg Kommune. Hele kandidatlisten blev vedtaget enstemmigt med sideordnet opstilling. Efter Langballe følger Kirsten Yvonne Hørdum, Morten Thaarup, Anders Risom og Kim Poulsen.

I øvrigt var flere bestyrelsesmedlemmer på valg. Der var genvalg til formand Grethe Ørskov Sørensen og bestyrelsesmedlemmerne Torben Guldmann og Kim Poulsen. Derudover blev Kurt Lindegaard valgt som 1. suppleant og Henning Laursen som 2. suppleant. Valg af revisor blev Ove Kent Jørgensen. På generalforsamlingen kunne der berettes om et corona-plaget år, hvor mange arrangementer blev aflyst. Men formanden er fortrøstningsfuld, for det ser ud til, at foreningen efter august igen kan komme ud til arrangementer og valgmøder i forbindelse med kommunalvalget og regionsvalget 16. november.