Storsejr over Viborg: Talenter på tavlen for SIF-reserverne

Lasse Abildgaard, Asbjørn Bøndergaard og Oskar Boesen scorede alle i storsejr over Viborg

Udgivet:22. maj 2023, 14.44

Læsetid:2 minutter

Lasse Abildgaard var lige kommet på banen, da han scorede til 4-1 i reserveholdskampen mod Viborg. Foto: Martin Ballund

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist

FODBOLD Silkeborg IF’s reserver fik en forrygende start på ugen, da holdet vandt mandagens træningskamp mod Viborg med 5-1 på Jysk Park.

- Det var udmærket. Jeg synes gennemgående, det var en fin præstation, og det var dejligt at se en masse gutter, der har lyst til at spille fodbold. Jeg synes, der var god struktur og fint spil - også i offensiven, sagde assistenttræner Peder Knudsen.

Hjemmeholdet tog føringen efter et kvarters tid, hvor Sebastian Jørgensen serverede bolden for Alexander Lind, der åbnede scoringen med en resolut afslutning i feltet. Glæden blev dog kort, for få minutter senere udlignede Sofus Berger for Viborg.

I den efterfølgende periode kom SIF frem til flere fornuftige muligheder i feltet, men afslutningerne fra Anders Dahl, Niclas Holm Pedersen og Sebastian Jørgensen savnede den sidste kvalitet.

Gæsterne bed dog også fra sig og testede træværket kort før pausen, hvorefter Robin Østrøm fik annulleret en flot scoring. SIF-stopperen flugtede bolden i nettet efter et indlæg fra højresiden, men dommeren hævede armen og dømte offside.

Det lykkedes imidlertid at komme på 2-1 kort før pausefløjtet, da gæsternes Mathias Nedergaard var uheldig med at dirigere et indlæg i eget net.

Fem minutter inde i anden halvleg blev det 3-1, da Oskar Boesen fulgte op og scorede på riposten, efter Sebastian Jørgensen havde ramt stolperoden.

Det blev også 4-1, da netop indskiftede Lasse Abildgaard tog chancen fra kanten af feltet og udplacerede Viborg-keeperen med en flad afslutning, hvor bolden gik ind ved den nærmeste stolpe.

Efterfølgende kom brandvarme Asbjørn Bøndergaard også på tavlen. SIF-angriberen, der scorede tre gange i den seneste U19-kamp, gjorde det til slutresultatet 5-1, da han afsluttede et mønsterangreb, hvor Anders Dahl sendte et skarpt indlæg ind i det lille felt.

- Det er altid godt at se, at vi har nogle folk i pipeline, men det vidste jeg godt. Jeg var også glad for at se Andreas Oggesen, og så synes jeg, at Robin Østrøm spillede en god kamp som stopper. Jeg er også glad for, at Alexander Lind scorede, og så synes jeg, at Sebastian Jørgensen havde flere gode aktioner, lød det fra Peder Knudsen.

Læs også
16-årige Lasse fra Voel til træning i storklub: Fik hilst på Christian Eriksen 16-årige Lasse fra Voel til træning i storklub: Fik hilst på Christian Eriksen
Læs også
16-årige Lasse fra Voel til træning i storklub: Fik hilst på Christian Eriksen

Indlæser debat