Bankdata-direktøren arbejder med de digitale penge

Esben Kolind Laustrup er administrerende direktør i Bankdata med cirka 300 ansatte i Silkeborg

Udgivet:22. november 2022, 16.00

Læsetid:5 minutter

Esben Kolind Laustrup: - Først og fremmest er jeg far til mine drenge og mand til min kone, men jeg er også en drøn-ambitiøs forretningsmand. Jeg er ikke det ene uden det andet.

Jakob Munk Schmidt
Journalist| jams@midtjyllandsavis.dk
Jakob Stigsen Andersen
Fotograf| stigsen@midtjyllandsavis.dk

I 2019 tiltrådte Esben Kolind Laustrup som administrerende direktør for Silkeborgs største it-arbejdsplads, Bankdata.

Han kom til en virksomhed, som dengang for tre år siden omsatte for i omegnen af 1,5 milliarder kroner om året, og Bankdata havde 750 medarbejdere fordelt på kontorerne i Silkeborg, Fredericia og Aarhus.

- Nu har jeg været her i lidt over tre år, og vi runder snart 1000 medarbejdere. Der er virkelig sket noget i sektoren, siger Esben Kolind Laustrup.

Den 43-årige erhvervsleder er bestemt ikke typen, der har noget behov for at fremhæve sig selv.

Den positive udvikling tilskriver Esben Kolind Laustrup helt andre faktorer end sin egen person.

- De menneskelige konsekvenser ved corona-pandemien er ikke til diskussion, men nogle gange har jeg lidt provokerende sagt, at corona er noget af det bedste, som er sket for Bankdata, siger direktøren.

- Nu efter corona er vi nemlig kommet langt videre på digitaliseringsrejsen. Selv nogle af de mest hard core-brugere af kontanter - mange af dem ældre medborgere, skiftede fra kontanter til kreditkort under corona. På de mest corona-nedlukkede tidspunkter oplevede vi for eksempel et fald på 80 procent i brugen af hæveautomater. I dag har mange pengeinstitutter nedlukket kassefunktioner, og derudover har mange flere vænnet sig til at tale med deres bankrådgiver via en videoforbindelse.

Digitale penge

- Den digitalisering, vi så under corona, har på alle måder accelereret efterspørgslen på digitale løsninger. Der er en trend i retning af, at kunderne kan og vil mere selv online. I dag kan ingen forestille sig, at man engang måtte på posthuset for at betale girokort, fastslår Esben Kolind Laustrup om udviklingen i retning af digitale penge.

Jyske Bank ejer Bankdata sammen med syv andre danske pengeinstitutter.

Et af dem er Djurslands Bank med base i Grenå, byen hvor Esben Kolind Laustrup voksede op - og havde sin første bankkonto i lokale Djurslands Bank.

Bankdata-direktøren kom til verden i november 1979.

Hjemme i Grenå arbejdede moderen som lærer, og faderen var skoleinspektør, men blot en tand længere ude i familien var business-verdenen alligevel tæt på.

- Sidehistorien er, at min onkel er Lars Kolind, fortæller Esben Kolind Laustrup med henvisning til den landskendte erhvervsmand.

- Lars’ lillesøster er min mor, og Lars Kolind og hans bror Peder Kolind var to meget entreprenante erhvervsfolk. På den måde har jeg fået meget ind med modermælken, og jeg har lært rigtig meget om erhvervslivet af Lars. Jeg fik meget med mig fra onklerne, fastslår Esben Kolind Laustrup, der bor med sin familie i Hinnerup.

Grenå, USA og Aarhus

Han er gift med gymnasielærer Lisbeth Hjørlund Laustrup.

Hun underviser i engelsk, kunsthistorie og design på Randers Statsskole.

- Lisbeth og jeg mødtes i 1999, mens vi boede på kollegium sammen i Aarhus.

Lisbeth og Esben har sammen tre børn, sønnerne Andreas på 17, Christian, 15, og Jonathan, 11.

- Jeg gik på Grenå Gymnasium og havde et år på universitet i USA. I 1999 startede jeg på Aarhus Universitet, hvor jeg læste cand.oecon, og mens jeg læste, arbejdede jeg hos TDC i Aarhus. Det var i perioden med internettets opblomstring i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne. Da jeg var færdig som cand.oecon, blev jeg ansat i TDCs controlling-finansafdeling, samtidig med at jeg var ekstern lektor på universitetet.

Over en periode på godt 10 år gjorde Esben Kolind Laustrup karriere i TDC.

Som 29-årig kunne han første gang kalde sig administrerende direktør - for TDC-selskabet Company Mobile.

Herfra arbejdede Esben Kolind Laustrup sig opad i systemet hos den danske tele- og kommunikationskæmpe, og efter TDC-tiden kom han til en for ham helt ny branche.

- Jeg fik muligheden for at skifte til kommerciel direktør for Jyllands-Posten og Finans.dk. Her var jeg med til at etablere det, som i dag hedder JP Politikens Erhvervsmedier, siger Esben Kolind Laustrup.

Langvarig relation

- Jeg havde tre fantastisk gode år i mediebranchen. Jeg har stadig mange gode kolleger fra den tid, og mødes stadig med nogle af dem. Det var en spændende rejse, og der er i virkeligheden mange ligheder mellem de tre brancher - henholdsvis tele- og kommunikation, medier og bank. På alle tre områder arbejdes med abonnement, både til private og erhverv. Det handler om den langvarige relation, hvor kunden skal fortsætte med at få noget værdi for pengene. Derudover gælder det i alle tre sektorer, at man er under betydelig, digital transformation.

Ambitioner og familie

Bankdatas hovedkontor er i Fredericia. Her arbejder størstedelen af de ansatte, mens omkring 300 ansatte har arbejdssted på Stagehøjvej i Silkeborg.

- Det er ingen hemmelighed, at mit arbejde ikke er noget 8-16-job. Jeg har et travlt liv, hvor jeg kører hjemmefra klokken 6.30 og er hjemme igen klokken 18 - nogle gange senere. Først og fremmest er jeg far til mine drenge og mand til min kone, men jeg er også en drøn-ambitiøs forretningsmand. Jeg er ikke det ene uden det andet, og det er noget, som vi gør en del ud af i Bankdata. Holdningen her er, at der skal være plads til familieliv, samtidig med at man godt kan være ambitiøs på arbejde. Det betyder blandt andet, at der er mulighed for hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid - for at man kan få det hele til at hænge sammen.

Sport og musik er andre vigtige elementer i Esben Kolind Laustrups liv.

- Jeg spiller i band. Som ung var jeg ivrig trommeslager, og jeg genoptog det, da børnene var blevet større. Vi har et amatør-rockband i Hinnerup, Ram Jam. I sommer spillede vi til Grundfør Festival - rock fra 1990’erne. Jeg kører racercykel og mountainbike, og jeg styrketræner. Med det pres, som er på en administrerende direktør i dag, tror jeg, at man brænder ud, hvis ikke man er i form. Hver weekend dyrker jeg sport, og helst også en gang eller to i løbet af ugen, siger Esben Kolind Laustrup.

- Jeg går også en del op i god vin og kan rigtig godt lide at lave mad, fortæller erhvervslederen og familiefaderen fra Hinnerup.

Efter karriereår i TDC og en periode som kommerciel direktør hos Jyllands-Posten kom Esben Kolind Laustrup for godt tre år siden til Bankdata. IT-virksomheden planlægger nyt domicil i Aarhus, men fortsætter med at have aktiviteter i Silkeborg en årrække frem i tiden.

Indlæser debat

Mere interessant læsning

Mest læste

Erhverv

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Af samme forfatter

Se flere