Voel-spiller skifter til Skanderborg

Fløjspilleren Emilie Ytting Pedersen rykker videre til bundklub

12. juni 2020, 11.03

Emilie Ytting. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Det er snart to måneder siden, at Silkeborg-Voel kunne fortælle, at Emilie Ytting Pedersen fik ophævet sin kontrakt, men først nu bliver navnet på fløjens kommende klub meldt ud.

Den 20-årige venstrefløj skifter til bundholdet Skanderborg, hvor hun håber på at kunne få en mere fremtrædende rolle end i Silkeborg-Voel.

- Jeg har valgt at skifte til Skanderborg Håndbold, da jeg ser det som en god mulighed for at kunne få mere fast spilletid. Jeg tror på, at Skanderborg er det rette sted for mig til at fortsætte min udvikling.

- Jeg har siden U12 spillet i Silkeborg Voel, og jeg ser derfor frem til at prøve kræfter med nye omgivelser. Jeg synes desuden, at Skanderborg har et spændende projekt med mange unge spillere, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Emilie Ytting Pedersen, der i Silkeborg-Voel kunne se Hege Bakken Wahlquist sidde tungt på venstrefløjen i den forgange sæson.

Nu kan hun se frem til at kæmpe med Sarah Stougaard om spilletiden efter sommerferien.

- Emilie er en rigtig dygtig venstre fløj. Hun har nogle spændende afslutninger fra hjørnet med en god arm, har et godt blik for spillet defensivt, hvor hun vil kunne arbejde på nogle store områder, og så er hun selvfølgelig hurtig i kontrafasen. Med Emilies unge alder tror vi også på, at vi kan få lagt yderligere lag på hendes spil, lyder det fra klubben.