Frivillig arbejdskraft og festival-underskud

Udgivet:22. september 2022, 10.03

Læsetid:1 minut

Foto: Jakob Stigsen Andersen.

Af Per Bach-Pedersen. Ansvej 12 Silkeborg

FRIVILLIGHED Jeg kan huske fra mine unge år i både Aalborg og Ø. Hurup, at når der var byfest og børnefester i de to byer, var der altid et hav af frivillige, ulønnede folk, der gerne ville hjælpe med alt forefaldende arbejde.

Jeg mindes mest børnefesterne i Ø. Hurup, hvor min onkel var med i komiteen, der stod for både optog, og som forhandlede med tivoli-ejerne om, hvor meget de skulle betale for at sætte deres maskiner til tivoliet op på Havbakkerne.

Det var ikke småpenge i tidens målestok, det kunne blive helt op til 50.000 kr. for en lille uge.

Så nu spørger jeg høfligt: Hvor er ånden blevet af? Nu skal frivillige have løn, og der skal betales for tivolier! Hvor er frivilligheden blevet af?

Jeg havde et par år plads i et skydetelt i Ø. Hurup, og jeg fik ikke en øre, men jeg var taknemmelig for tilliden til mig, og at de kunne bruge mig.

Jeg kan også huske de gode takter på havnen i Silkeborg, hvor de betalte kunstnere optrådte i et stort telt - også opsat af ulønnede frivillige - hvor de måske fik en gratis pølse for ulejligheden og var tilfredse med bare at have bidraget til festen.

Det er uforståeligt, at begge supergode festivaler skal køre med store underskud.

En lille festival i Ans gav et pænt overskud. Hvordan kunne dette lade sig gøre? Måske skal man kigge på konceptet herfra?

Mon ikke komiteen skal kigge tilbage på de tidligere festivaler, og analysere, hvorfor overskuddet var så stort, som det var dengang.

Sætte tæring efter næring og ikke købe, før der er penge i kassen!

Indlæser debat