Frihed til at sejle - også i motorbåd

Udgivet:04. juni 2021, 12.44

Læsetid:1 minut

Af Ragnar-Gwyn Dixen Spidskandidat for Liberal Alliance i Silkeborg Kommune

SEJLADS For et liberalt frisind som mit, så var det rystende læsning, at læse Rune Kristensen (S) forholde sig til hvilken størrelse motorbåd, man skal købe, for at man må sejle på Silkeborg Søerne - står det til socialdemokraterne, så må vi forstå, at det kun er kanoer, kajakker og bittesmå motorbåde, som i fremtiden skal bydes velkommen på Silkeborg-Søerne. Der må være grænser for, hvad vi politikere skal blande os i - hvis det står til mig.

Rune Kristensen (S) mener iflg. en nylig Facebook-opdatering, at motorbåde over 26 fod ikke hører hjemme på Silkeborg-Søerne. Hvis det derimod står til os, så må jagten på bådfolket stoppe. Der skal fortsat være plads til at sejle motorbåd på Silkeborg-Søerne.

Vi står på bådfolkets side og vil arbejde for at alle skal kunne nyde friheden ved at færdes på Silkeborg Søerne, uanset om det er i en kajak, kano eller i en motorbåd.