DET ER DIT VALG - KV21

Kan det nu passe?

18. oktober 2021, 13.27

Foto: Martin Ballund

FAKTATJEK Det må være dejligt at have råd til helsides annoncer i den lokale avis (ifølge prislisten 27.000 kr. pr. stk.) Så kan man fylde en hel side med lige det, man har lyst til. Og den 22.10 benyttede både borgmester Vindum og bygherre Birch den mulighed.

Men kan det nu passe? Er der virkelig sparet 51 mio. kr. på sundheds- og ældreområdet i denne byrådsperiode uden nedskæringer?

Jørgen Madsen (EL)

Vindum påstår, at »der er altså ikke er sket nedskæringer« i Silkeborg Kommune, og Birch påstår, at hans byggefirma »etablerer masser af grønne arealer og støtter op om biodiversitet og dyreliv.«

Men kan det nu passe?

Er der virkelig sparet 51 mio. kr. på sundheds- og ældreområdet i denne byrådsperiode uden nedskæringer?

Bare et enkelt eksempel. Jeg vikarierede i en periode sidste år i byrådet og deltog i et byrådsmøde, hvor der blev vedtaget såkaldt korrigerende handlinger. Plejehjemmet Fuglemosen blev lukket med midlertidige og palliative (smertelindrende) pladser. Alle daghjemspladser til ikke-demente blev lukket. Den sidste rest af klippekortet blev fjernet. Oveni blev der sparet 3-4 mio. kr.

Det beskrev både Enhedslisten, personalet og Seniorrådet som nedskæringer.

René Birch er i det grønne hjørne og illustrerer sin påstand om natur og biodiversitet med et manipuleret billede fra et byggeri i Lysbro, som er det mest kompakte Birch-byggeri, jeg endnu har set, hvor der i hvert fald ikke bliver plads til natur og dyreliv.

Birch har bygget meget i Lysbro, og næsten overalt består naturen af klippede græsplæner. Er det biodiversitet? Det har været en sej kamp at få etableret de faunapassager, som er beskrevet i lokalplanerne. Og det har ikke bare drejet sig om uenighed om græsfrøblandinger, som Birch påstod i en tidligere annonce.

Så nej, det kan ikke passe!

Det er godt for Vindum og Birch, at deres påstande ikke faktatjekkes. Det må være dejligt at have råd til store annoncer. Vi andre må nøjes med læserbreve.

Indlæser debat