Nyt liv til festivalpuljen

Poul Due Jensens Fondgiver penge til at skabe begejstring på skoler og ungdomsuddannelser i hele landet

16. april 2021, 09.27

I 2019 var festivalens tema »Vandets Hemmeligheder«. I 2021 er temaet »Helt Vildt«. Foto: ASTRA

BJERRINGBRO I 2021 er der igen mulighed for at skoler, ungdomsuddannelser, museer og andre institutioner kan søge den særlige festivalpulje om op til 15.000 kroner til at afholde arrangementer i forbindelse med Naturvidenskabsfestivalen i uge 39, skriver Grundfos-fonden i en pressemeddelelse.

Puljen holdt pause i 2020, men Fonden har besluttet at finansiere puljen og Naturvidenskabsfestival over de næste tre år, så flere børn og unge i Danmark kan blive begejstret af naturvidenskaben.

I 2019 støttede puljen en række sjove og spændende arrangementer.

Sølystskolen i Silkeborg samlede blandt andet hele skolen om »en van(d)vittig dag« på tværs af alder og klasser, og i Aarhus kunne skoleklasser eller børnehaver booke et besøg på Aarhus Science Camps tanglaboratorium ved Tangkrogen.

- Efter et år med corona-nedlukninger håber vi at de midtjyske skoler vil tænke ud af boksen og finde på nye sjove og spændende festivalaktiviteter, siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Puljen støtter aktiviteter, der bidrager til at børn og unge udvikler naturfaglig kompetence gennem nye og spændende oplevelser og giver pædagoger, lærere, undervisere m.fl. mulighed for at udvikle deres praksis på dette felt. Puljen kan give støtte til dækning af udgifter til: Eksterne bidragsydere, som ikke indgår i den daglige praksis. Transportudgifter, der har et formål ud over rutineprægede ekskursioner. Temaet for Naturvidenskabsfestival 2021 er »Helt Vildt«.

Der er ansøgningsfrist den 11. maj. Ansøgning foregår online på naturvidenskabsfestival.dk/festivalpulje.

Indlæser debat...