Mindeord: Naja brændte for de svageste

Naja Kjær Poulsen er død, 61 år. Hun boede i Levring ved Kjellerup og var et meget engageret medlem af SF-Silkeborg

22. juli 2021, 09.53

Naja Kjær Poulsen var i 2017 kandidat for Socialistisk Folkeparti ved Kommunalvalget i Silkeborg Kommune og kandidat til Regionsrådet i Region Midtjylland. Hun blev ikke valgt ind men blev suppleant til regionsrådet. Foto: Rasmus Viuff

MINDEORD: Fra Finn Mosegaard, formand, SF-Silkeborg, har vi modtaget følgende mindeord:

Naja Kjær Poulsen er død. Det er alt for tidligt. Der er meget, som Naja gerne ville have nået. Trods svær sygdom den sidste tid fulgte Naja med til det sidste. Typisk for hende.

SF-Silkeborg har mistet et medlem, der brændte for bedre forhold specielt for de svageste. Hun tog altid en tjans, når nogen havde brug for hjælp, og hun var legendarisk for sin kogekunst til generalforsamlinger og fester i partiforeningen.

Naja var formand for SF-Silkeborg i fire år og har deltaget i utallige forhandlinger på partiets vegne. I forbindelse med både byrådsvalg og regionsrådsvalg, hvor hun var opstillet, kom hun rundt i hele kommunen. Mange brevkasser og lygtepæle er besøgt. Valget skulle vindes. Det var Naja.

Kjellerup og nærmeste omegn betød noget helt særligt for Naja. Det kunne mærkes, når hun stod på Torvet i Kjellerup, hvor hun også havde en stor omgangskreds.

I sit daglige arbejde som uddannelsesvejleder hos FGU Viborg berettede hun jævnligt om de sejre, hun glædede sig over, når hun fik en elev i arbejde eller uddannelse.

Også her brændte hun for de svageste. Hendes mange kontakter kunne her bruges til at hjælpe eleverne på vej. Naja så muligheder og ikke begrænsninger.

Der er stadig meget, der skal forbedres. Det arbejde fortsætter vi med i SF-Silkeborg. Naja inspirerede og udfordrede.

Vore tanker går i dag til Flemming og Najas to børn, Einer og Astrid.