Forløsende SIF-sejr foran 22.000 tilskuere

Forrygende dag for SIF foran rekordpublikum i Aarhus

20. oktober 2019, 16.06

Silkeborg IFs Mathias Hebo Rasmussen har her scoret til 1-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Silkeborg IF fik endelig sæsonens første sejr. Det skete foran et total proppet Ceres Park med 22175 tilskuere, som kunne se SIF vinde en sand målfest med cifrene 3-4.

Opgøret fik ellers en afdæmpet start. SIF stod langt tilbage på banen, mens AGF havde svært ved at skabe chancer. Så i stedet slog SIF til. Mathias Hebo tog chancen fra distancen efter 25 minutter, og bolden strøg i mål ude ved den ene opstander.

Det gav selvtillid, og Mads Emil Madsen nåede at have et godt skudforsøg, men ud af ingenting udlignede AGF bare tre minutter senere. Mustapha Bundu scorede på en tilfældig mulighed. Det rystede SIF.

Minuttet efter stod der 2-1 til hjemmeholdet, da Patrick Mortensen tæt under mål sendte en god aflevering i nettet.

AGF sad på spillet, og Patrick Mortensen nåede at brænde en kæmpe chance, men så slog SIF tilbage.

Jeppe Okkels fandt topscorer Schwartz med en flot aflevering, og så stod der 2-2 kort før pausen.

Det holdt ikke længe. Tre minutter inde i anden halvleg var AGF igen farlig, og så sendte Patrick Mortensen en tværbold i nettet tæt under mål til 3-2.

AGFs Jakob Ankersen brændte efterfølgende en af de største chancer i årets Superliga, da han midt for mål i helt fri position hamrede bolden ud på tilskuerpladserne.

I stedet udlignede SIF. Frederik Møller blev hægtet i feltet, og Ronnie Schwartz hamrede bolden op i nettaget til 3-3 på det efterfølgende straffespark.

SIF-keeper Rafael Romo måtte efterfølgende diske op med to store redninger, og så kom forløsningen to minutter før tid, da Anders Hagelskjær scorede til 3-4 på et flot kontraløb.

Det blev slutresultatet.