Ensomhed blandt unge

Udgivet:17. marts 2023, 11.02

Læsetid:2 minutter

Mathilde Jakobsen, Silkeborg: Mathilde blev skilt i december efter fem års ægteskab. Nu er hun ved at skrive en håndbog i skilsmisser. Foto: Martin Ballund

Af Mathilde Jakobsen Suppleant i byrådet i Silkeborg (K)

Ansvar Jeg bliver klogere og klogere for hver dag jeg bevæger mig ind i politik. Der har den seneste tid været debat omkring hvor vidt kommunen skal stille faciliteter til rådighed til kommunens unge der ikke nødvendigvis passer ind i den traditionelle kasse - hvor man enten går til håndbold eller fodbold.

Ja, det er trist at vi har en række unge der oplever ensomhed i vores kommune, men jeg må altså også bare sige at man som forældre har et ansvar for sine egne børn.

Jeg var som barn heller ikke af dem, der brændte for hverken håndbold eller fodbold, men det gjorde altså ikke at jeg var kommunens ansvar i form af de skulle finde en sund fritidsinteresse til mig.

Jeg startede som 14-årig i politik og meldte mig ind i Konservativ Ungdom - det er det bedste jeg nogensinde har gjort for at finde et fællesskab med andre unge som mig selv. Der må jeg bare sige vi i Silkeborg Kommune har ganske gode forhold for at starte og drive en forening med tilskud fra kommunen.

Ensomhed er mange ting, omsorgsvigt er en anden del af den ensomhed, og der har Mette Frederiksen heldigvis lovet, at det skal være lettere for de enkelte kommuner at tvangsfjerne børn og unge noget før end de nuværende forhold.

Jeg tror på at denne opgave med at finde en plads til alle unge i vores kommune uanset hvor man kommer fra er et fælles ansvar for alle dele af kommunen. Det beror på et godt samarbejde mellem institution, skole, SSP, sundhedsplejersken og ens hjem som eksempel.

Der er på nuværende tidspunkt afsat penge i kommunen til at forsøge at bygge bro. Jeg kan konstatere at der, hvor jeg selv bor, findes der en masse skønne initiativer som alle er velkomne til at deltage i.

Jeg er overbevist om, at en del af de penge, der er afsat, med fordel kunne bruges på markedsføring af de samarbejder, kommunen i forvejen har. Som mor til to var det mig der introducerede mine børns institution til samarbejdet med kirkernes sociale arbejde samt det kæmpemæssige arbejde Røde Kors gør gennem Familie Netværket. Og så må jeg bare sige at det ikke nødvendigvis er nogen særlig god ting, når vi snakker trivsel hos børn og unge på den lange bane at vi står overfor så massive besparelser som vi gør lige nu.

Det vil for eksempel ramme tilbud i serviceloven, som vil blive forringet - herunder vejledning til forældre med børn og unge i mistrivsel.

Det kræver en strategisk indsats fra de berørte udvalg i Silkeborg Kommune, for det bliver en stor opgave over de næste år, da ensomheden og mistrivslen blandt børn og unge er i en massiv negativ nedadgående retning.

Til syvende og sidst handler det om dig og din familie.

Indlæser debat