Måske slut med juleanden på plejecentrene i Favrskov

7. februar 2020, 12.44

MADPOLITIK På foranledning af det socialdemokratiske flertal i Social- og Sundhedsudvalget har Favrskovs Mad og Måltidspolitik været sendt i høring for at få ændret en formulering om, at »maden er velsmagende og veltilberedt med udgangspunkt i traditioner, højtider og en alsidig dansk madkultur« til at »maden er velsmagende og veltilberedt. Menuerne tilberedes med udgangspunkt i sæsonens råvarer og traditioner«.

Ændringen kan åbenbart ikke ske hurtig nok, men skal hastes igennem kun godt to år efter, at ældreråd og handicapråd brugte tid på revision af politikken (plus input fra en række fokusgruppemøder for udvalgte grupper af borgere og medarbejdere), fremfor at vente til egentlig revision af hele politikken.

Hvad er der galt med formuleringen fra 2017, som blev vedtaget uden bemærkninger?

Hvorfor må plejecentrenes beboere ikke længere se frem at nyde højtidernes madtraditioner, så som juleand?

Hvilke traditioner skal maden skal tilberedes efter?

Og hvad gør ændringen så vigtig, at den ikke kan vente til en samlet revision af politikken?

Et argument om at dansk madkultur ikke er rummelig nok, holder ikke.

Dansk madkultur er så bred, at der er plads til, at vores borgere på institutionerne kan få deres behov dækket.

Men den nuværende formulering sikrer også, at vi ikke skal diskutere, om flæskestegen eller juleanden må komme på bordet.

Venstre ønsker at fastholde den formulering i Mad og Måltidspolitikken, som er udarbejdet af repræsentanter for brugerne.

De ældre skal fortsat kunne glæde sig til juleanden.

Vi har svært ved at se fornuften i en ændring af politikken, når ønsket ikke kommer fra de involverede borgere og deres repræsentanter.