DET ER DIT VALG - KV21

Vi må aldrig tage valgfriheden for givet

5. oktober 2021, 12.25

VALGFRIHED Det frie valg er under massivt pres i disse år. Stærke kræfter ønsker at stække de private daginstitutioner, de frie skoler og de ældres ret til selv at kunne vælge. Senest ønsker arbejdsmarkedets parter og politikerne at diktere, hvordan den enkelte børnefamilie skal fordele barslen. Det kvæler forskelligheden og mangfoldigheden, når vi alle skal presses ned i de snævre kasser, som politikerne definerer.

Tankegangen er gennemsyret af den der holdning om, at det offentlige altid er bedst - og politikerne altid ved bedst. Min tilgang er ret enkel: Jeg vil ikke bestemme, hvad folk skal vælge - jeg vil bare give folk retten til selv at kunne vælge.

Jeg synes simpelthen, det er så uværdigt, at samfundet fratager mennesker selvbestemmelsen, blot fordi de er ældre

Mette Nøhr (K)

Vi skal kæmpe for det frie valg. Vi skal kæmpe for, at folk i højere grad får lov til at bestemme over eget liv. Det er ikke en kamp, der kun skal kæmpes i Folketinget. Den skal også kæmpes her i Favrskov, for vi må ikke tage valgfriheden for givet.

Flere husker formentlig, hvordan Favrskov byråd sidste år fjernede det frie valg for en gruppe ældre medborgere. Hvis de skulle have hjælp til at anrette frokosten i eget hjem, skulle de vælge den kommunale madpakke, der blev leveret en gang om ugen.

»Maden smager godt og er nærende. Den ville jeg gerne selv spise, hvis jeg var ældre,« hørte jeg flere sige som forsvar for ordningen. Jamen, det er jo ikke det, det handler om. Det drejer sig om retten til selv at kunne vælge.

Jeg synes simpelthen, det er så uværdigt, at samfundet fratager mennesker selvbestemmelsen, blot fordi de er ældre. Det er da ikke en politisk opgave at diktere, hvad Jensen på 93 år skal spise til frokost.

Heldigvis foretog byrådet her i sommer en kovending og genindførte valgfriheden for de ældre. Det manglede også bare.

Indlæser debat...