Anne fra Fårvang - konditor i pagt med naturen

Anne Østergaard Olsen fra Fårvang fik sølvmedalje som konditor ved svendeprøven på Restaurant Lillering Skov ved Galten

26. januar 2020, 13.00

En stolt og glad Anne Østergaard Olsen ved siden af nogle af de lækkerier, hun har skabt over temaet Naturen.

SVENDEPRØVE: Konditoriet på Restaurant Lillering Skov i Gl. Høver ved Galten kan igen triumfere med dygtige elever til konditor-svendeprøven. Denne gang er det Anne Østergaard Olsen, som netop har bestået sin svendeprøve med en flot sølvmedalje. Temaet var Naturen.

- Anne er en meget målbevidst pige, og det har altid afspejlet sig i hendes håndværk med præcision og punktlighed. Gennem hele elevperioden har Anne været en meget motiverende person, ikke kun indenfor konditorfaget, men også som en god ansat og social kollega, lyder det fra Konditoriet på Restaurant Lillering Skov.

26-årige Anne Østergaard Olsen er født og opvokset i Fårvang og har gået på gymnasiet i Silkeborg. For tre år siden flyttede hun til Aarhus, hvor hun efter læretiden har fået job på konferencehotellet Guestapart.

Anne Østergaard Olsen har valgt konditorfaget, fordi hun gerne vil bruge sine hænder til at skabe noget kreativt. Og så kan hun lide at gøre mennesker glade med det, hun skaber.

Lillering Skovs elever bliver oplært af Brian Brøckner, som formår at oplære eleverne med konditorhåndværk af stor kvalitet og kreativitet. Det bliver så indgroet i dem, at de selv ønsker at drage det videre, når deres tid på Lillering Skov er slut.

Seneste udlærte Ina Vii Nguyen har fået konkurrencegenet med sig. Ina Vii modtog også sølv til sin svendeprøve og stiller nu op til DM indenfor konditori, ved Food Expo i Herning 23. marts.

Dessert-tallerken.
Kransekage og fyldte chokolader.