Midtjyske Meninger: Jeg er bekymret

13. december 2019, 12.40

Jeg er bekymret for, hvordan det skal gå ved næste kommunalvalg, som er inden for små to år. Når jeg gennem længere tid har hørt, set og læst om, hvordan politikere kommer igennem roehakkeren, uanset hvad de foretager sig, så kan jeg godt forstå, hvis der er mange, der siger, det rottecirkus skal jeg ikke være en del af.

Der er kommet en plathed og en forråelse ind over, som slet ikke er vores tid værdig. I mange af de angreb, der fremsiges, fornemmer jeg en misundelse ud over alle grænser. Jeg tænker ikke blot lokalt, men sandelig også på landsplan.

En del af dem, der råber og skriger over alt, hvad diverse byråd beslutter, har aldrig ydet andet end at sætte deres kryds hvert fjerde år. Nogle har end ikke bevæget sig hen til stemmeurnen, og så mener man, at man resten af perioden, har ret til at brokke sig og skælde ud over alt. Det er for simpelt.

Befolkningen har sammensat de bestemmende råd. Ja nemlig bestemmende, men alligevel vil alle og enhver selv bestemme, efter det, der passer den enkelte bedst. Det skal da give ballade.

Mit råd skal være, at man følger det parti og de mennesker, der nu er i kommunen, og så tager stilling til, om det er de samme, man vil stemme på næste gang. Man er nødt til at respektere det, som de mennesker, der er valgte, bestemmer sig for. Er man ikke tilfreds, så må man melde sig ind i en vælgerforening og på den måde få indflydelse. Så kan man sikkert få lov til at gøre alt, lige efter ens eget hoved, - eller måske ikke.

Alle brokkehovederne skulle prøve at sidde i politikernes stol, på godt og ondt, det kunne man lære rigtig meget af.

Jeg siger ikke, at man ikke skal blande sig i debatten, for selvfølgelig skal man det, men gå ad de relevante stier og på den måde få indflydelse. Det er efterhånden sådan, at ingen vil have forandring på nogen måder, men alting skal alligevel være bedre. Det hænger jo ikke sammen.

Der er alt for mange høringer, hvor folk prøver at få indflydelse. Dem der kommer, er de samme, og mange af dem, har ikke sat sig ordentlig ind i tingene, så man kan argumentere på et fornuftigt grundlag.

Kæmp for alt hvad du har kært, men gør det ordentligt.