175 års byjubilæum: Silkeborgs dåbsattest og et købstadsanlæg midt i Jylland

I dag er det 175 år siden, at kongen ved »allerhøjeste resolution« gav sin godkendelse til, at der skulle oprettes en handelsplads ved Silkeborg Hovedgaard - startsignalet til Silkeborg by

7. januar 2021, 19.35

Silkeborg by er en af de få byer i Danmark, der er planlagt fra grunden. I dag for 175 år siden underskrev kong Christian 8. Silkeborgs »dåbsattest« i form af denne kongelige resolution.

JUBILÆUM I dag for 175 år siden, 7. januar 1846, noterer Kong Christian 8. i sin dagbog »Danske Cancelli, om Silkeborg By«. Det kan kun betyde, at det magtfulde regeringskontor har forelagt ham en sag vedr. Silkeborg, som må have haft hans interesse.

Faktisk er det netop den dag, kongen i en »allerhøjeste resolution« bifalder, »at der ved Hovedgården Silkeborg må oprettes en handelsplads«. Så dagen i dag er Silkeborgs officielle »dåbsdag«.

I denne artikel skal vi undersøge, hvem der så, at stedet indbød til anlæggelse af en by. Og hvad der gik forud for, at byen begyndte at blive bygget op.

I efterfølgende artikler går vi i dybden med nybyggerbyens første årtier.

Læs også
Leder: Tale til fødselaren Silkeborg ...

Oberst L.F. von Brock

Den første, der kan tilskrives æren, er L.F. von Brock, der senere blev adjudant for kronprinsregent Frederik (Frederik 6.). Da kronprinsen besøgte Randers sidst i 1790’erne, pålagde han nemlig Brock at undersøge, hvordan Gudenåen kunne gøres sejlbar for pramme helt op til Silkeborg.

Brock udarbejdede derefter en plan, der var færdig i 1802.

Den kom i grove træk til at danne basis for det oprensningsarbejde, som blev gennemført i 1804 af Silkeborg Hovedgårds ejer, overkrigskommissær H.P. Ingerslev.

I en omtale af Brock i Randers Avis i 1853, ved hans 79 års fødselsdag, nævnes det, at han allerede dengang (omkring 1800) udtalte sig om »ønskeligheden af en købstad ved Silkeborg.«

H. M. Hoff

Den anden er H.M. Hoff, der var ejer af Silkeborg Hovedgård i perioden 1794-1804.

Efter eget udsagn gjorde han en stor indsats for egnens udvikling. Og han nævner i sine erindringer, der udkom i 1810, at det, som alle hans forbedringer drejede sig om, var »at gøre Gudenå prambar og få en lille købstad eller ladeplads dér.«

Samme gode idé

På samme tidspunkt var der altså to, der gjorde sig de samme tanker. Kan de to have talt sammen? Ja, helt sikkert. Hoff var jo ejer af hovedgården, da Brock lavede sit udredningsarbejde. Så han kunne ikke undgå at opsøge Hoff, og de har da uden tvivl drøftet stedets udviklingsmuligheder.

Hoffs tanker blev næppe kendt af en større offentlighed, hvorimod Brock, som det videre anføres i Randers Avis, »ofte henledte såvel Frederik 6.s som prins Christian Frederiks [Christian 8.s] opmærksomhed« på sine tanker for Silkeborg.

Godsinspektør J.H. Bindesbøll

Den næste, der tog tråden op, var J.H. Bindesbøll. Han blev i 1830 udnævnt til kongelig godsinspektør for Jylland, og det var hans opgave at føre tilsyn med de kongelige godser og gårde.

Det gjaldt naturligvis også hovedgården i Silkeborg, hvis gods og jord var blevet overtaget af staten i 1823 efter en tvangsauktion, og som i februar 1840 blev erklæret for kongeligt domæne. Det betød, at det vedvarende skulle være statslig ejendom.

Klædefabrikant Bruun

Godsinspektøren synes at have puslet længe med sine fremsynede idéer. Allerede i 1835 vides han at have ført forhandlinger med fabrikant Bruun fra Viborg-området, som ønskede at udnytte vandkraften ved Silkeborg til at drive en klædefabrik.

I denne forbindelse var der også tale om at »fremkalde en hel fabrikby«. Disse forhandlinger løb dog ud i sandet, men Bindesbøll synes ufortrødent at have arbejdet videre.

Forslag fremsendes

I slutningen af marts 1840, kun knap halvanden måned efter at Silkeborg var erklæret domæne, og fire måneder efter Christian 8.s tronbestigelse, fandt Bindesbøll det åbenbart belejligt at fremsende sit forslag om »Silkeborgs hensigtsmæssige afbenyttelse til fabriksanlæg, til købstadsanlæg, Gudenåens sejlbargørelse, alt til det omgrænsende oplands fremkomst« til datidens Finansministerium, det mægtige Rentekammer.

Heri anførte han desuden, at »en fordel for denne fattige og lidet begunstigede egn er anbringelse af nybyggere på Silkeborg grund, der gaves tilladelse til handel.«

Et epokegørende forslag, der blev startskuddet til etableringen af byen seks år senere.

Gode forbindelser

Hvad er så forklaringen på, at dette forslag slap gennem bureaukratiets nåleøje? Det er uden tvivl, fordi Bindesbøll havde rigtig gode forbindelser på Slotsholmen. Forud for fremsendelsen havde han ført en indgående korrespondance med sin onkel Jonas Collin, som havde givet ham gode råd og anvisninger.

Collin var deputeret i Rentekammeret og dermed en af de mest indflydelsesrige embedsmænd i enevældens sidste årtier (hvis navnet lyder bekendt, er det, fordi han tillige var en af H.C. Andersens velyndere).

Desuden kendte Collin faktisk til Silkeborg. Allerede i sommeren 1835 havde han været forbi på en Jyllands-rejse - i øvrigt sammen med netop nevøen Bindesbøll og svigersønnen A.L. Drewsen (en farbror til Michael og Christian Drewsen).

Rejser til København

Bindesbøll arbejdede på flere fronter for at fremme sit projekt. Udover brevvekslingen med Jonas Collin, der med datidens postforbindelser krævede både tid og vedholdenhed, opsøgte han også »flere af egnens kyndige og indsigtsfulde mænd« for at høre deres mening om sagen.

Han synes også at have foretaget flere strabadserende ture til København. Det afsløres i de passagerlister over sejladser mellem Aarhus og Sjælland, som blev offentliggjort i samtidige aviser. Jeg har således fundet Bindesbøll opført både i 1837, 1843 og 1845.

Vi ved af gode grunde ikke, hvad formålet var med disse rejser, men de fortæller os, at han har haft vigtige ærinder i hovedstaden, der måske ikke kunne klares pr. brev.

I kommissionens arkiv på Rigsarkivet findes to udkast til en byplan for den kommende by - dette til et stort byanlæg med omkring 200 nybyggergrunde i et meget stramt gadesystem. Det er ikke til at sige, om dette er lavet - før, under eller efter undersøgelsesrejsen i august 1845.

Kun en drivhusplante

Selvom Collin havde blåstemplet projektet, så var »modtagelsen mildest talt lunken, hvis ikke kølig«, som lokalhistorikeren Otto Bisgaard konstaterer.

I Rentekammeret var de ikke tilhængere af forandringer og nye idéer. Og værre endnu, som Collin noterer i sine erindringer, så havde han i mellemtiden trukket sig tilbage og kunne derfor ikke længere fremme sagen.

V. Drechsel, Silkeborgs første birkedommer og første lokalhistoriker, beskriver det på denne måde: »Mange af statens højeste embedsmænd havde den tro, at et sådant anlæg kun ville blive en drivhusplante, frembragt ved kunst, der ikke ville få livskraft.«

Der blev også indhentet udtalelser fra forskellige underordnede myndigheder, som dog alle synes at have været mere eller mindre uinteresserede.

Papirfabrik ved Silkeborg

Så tiden gik. Alligevel var forslaget i 1842-43 nået så langt, at Rentekammeret bad Generaltoldkammeret og Commerce-Kollegiet (datidens Handelsministerium) om at udtale sig - og her var man faktisk positivt indstillet.

Måske spillede det ind, at papirfabrikanterne på Strandmøllen nu var kommet på banen. De havde i efteråret 1843 forhandlet med Rentekammerets embedsmænd om at etablere en papirfabrik ved Silkeborg. Og i februar 1844 fik de overbragt den kongelige tilladelse til at gøre det.

Kongen interesseret

Det kan også have givet lidt medvind, at Christian 8.s synes at have haft interesse for sagen - måske havde Brocks tanker faktisk fundet grobund.

Drechsel mener endog, at Bindesbølls forslag »bærer præg af at være udgået fra en samtale med Kongen«. Det har jeg dog ikke kunnet finde belæg for.

Men sikkert er det, at Christian 8. tog stedet i øjesyn i sommeren 1840. Da var han på sin første rejse til Jylland som konge og opholdt sig hele fem dage på hovedgården. Siden vendte han tilbage i 1845, men da var planlægningen af byanlægget allerede i god gænge og papirfabrikken i fuld drift.

Silkeborg-kommissionen

5. juli 1844 var der endelig kommet så meget skred i sagen, at der blev nedsat en kommission. Den skulle udarbejde et »forslag til de betingelser, under hvilke et købstadsanlæg ved Silkeborg i Jylland kunne være at tillade og til reguleringen af dette anliggende.«

Og 17. september udpegedes medlemmer: M. Lange fra Danske Cancelli, G. Garlieb fra Generaltoldkammeret og Commerce-Kollegiet og I.J. Unsgaard fra Rentekammeret.

For de tre topembedsmænd var det blot endnu et ulønnet bierhverv. De havde kun få midler til dækning af f.eks. rejseudgifter. Derfor foregik det meste af arbejdet i København. De havde dog god hjælp af den lokale godsforvalter.

Kommissionen i Silkeborg

Flere af landets aviser bragte i midten af august 1845 en notits om, at de tre embedsmænd 4. og 5. august havde holdt en »kommissionssamling på Silkeborg i overværelse af samtlige lokal-autoriteter« for at drøfte planerne med dem. Og at »så vidt vides, er det allerede bragt dertil, at det snart kunne ventes hans majestæt forelagt.« Se det var jo en god nyhed.

De nævnte »lokal-autoriteter« var næsten alt, hvad der kunne krybe og gå af embedsmænd i et meget stort område øst, vest og syd for Silkeborg: amtmanden for Skanderborg Amt, distriktsprovsten og hele fire herredsfogeder (dommere). Desuden var også Michael Drewsen »efter opfordring tilstede i forsamlingen«. Godsinspektør Bindesbøll var inviteret, men meldte mærkeligt nok forfald.

Da kommissionens medlemmer var tilbage i hovedstaden, gik det hele pludselig meget hurtigt. For allerede 2. september kunne de fremsende deres betænkning til Danske Kancelli.

Betænkningen

I betænkningen anføres det, at »etablissementet ville erholde et naturligt opland med en befolkning af ca. 24.000 mennesker.« Og at det ville gavne landbrugernes muligheder for at afsætte deres produkter.

Desuden pegede man på, at når »Gudenåen var sejlbar til begge sider, kunne man forvente en indre kommunikation til vands imellem Skanderborg og Randers … og Kattegat.« Endelig ville den påtænkte hovedlandevej mellem Aarhus og Ringkøbing, der skulle føres forbi Silkeborg, skabe forbindelse mellem Jyllands øst- og vestkyst.

Dette blev den mere beskedne plan, som man endte ud med. Her var der kun afsat plads til »ca. 30 større eller mindre byggepladser« placeret omkring Torvet, hvor der også var reserveret plads til kirke og rådhus. Senere blev der, uvist af hvilken grund, byttet om på de to funktioners placering.

En mindre handelsplads

Kommissionen var dog forsigtig. Den mente, at det var »for betænkeligt, straks at organisere pladsen som egentlig købstad«, så den foreslog en mindre handelsplads - altså en status mellem »land« og »købstad«.

Nybyggerne skulle ikke uden videre kunne flytte til den nye by. Man ønskede »dygtige og nogenlunde vederhæftige folk«. Så »adgangen til at nedsætte sig« skulle »være underkastet visse begrænsninger«.

Kommissionen forestillede sig altså et bevillingssystem. Så kun dem, der fremsendte en ansøgning og blev godkendt, kunne bosætte sig.

To udkast til en byplan

Major i ingeniørkorpset, von Schlegel, deltog også på »undersøgelsesrejsen«. Hans opgave var at lave et udkast til en byplan. Så i samråd med ham besluttede man, at området vest for hovedgården, kaldet »Vestermarken ville være bedst skikket til anlægget.«

I kommissionens arkiv findes et udkast til en plan for et ganske stort byanlæg med omkring 200 nybyggergrunde i et meget stramt gadesystem. Det er ikke til at sige, om dette er lavet - før, under eller efter rejsen.

Det står dog i skarp kontrast til den mere beskedne plan, som man endte ud med. Her var der som udgangspunkt kun afsat plads til »ca. 30 større eller mindre byggepladser« placeret omkring Torvet, hvor der også var reserveret plads til kirke og rådhus. Desuden ses en toldbod og ladeplads ved søbredden. Endelig fandt man det »ønskeligt, at den nye hovedlandevej kunne gives en sådan retning, at den tillige kunde tjene til hovedgade« (Vestergade).

Kongelig bestemmelse

Tre uger senere kunne Danske Kancelli sende sin betænkning videre til Rentekammeret, der havde sin indstilling klar til kongen klar 25. november.

Så fem måneder efter arbejdsmødet i Silkeborg fik Christian 8. forelagt forslaget - og bifaldt det. Nu var det ikke længere et forslag eller et projekt. Nu var det en kongelig bestemmelse. Nu skulle der anlægges en handelsplads ved Silkeborg. Dermed kunne byens unikke historie som “nybyggerby” tage sin begyndelse. At det blev til en livskraftig by - ikke bare en drivhusplante - ser vi nærmere på i den kommende tid.