Mænd plukker kirsebær

Udgivet:24. januar 2023, 10.57

Læsetid:2 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Peter Sig Kristensen Medlem af byrådet i Silkeborg (EL)

VÆKST I lørdagens udgave kunne du og jeg læse om vækst.

Der var en kort artikel med en journalistisk vinkel på det seneste års udvikling i befolkningstallet, som fortalte om et rekordår i 2022, hvad angår tilflyttere til Silkeborg Kommune.

Et andet sted i avisen kunne vi læse en lang kronik med et bekymret partsindlæg fra 16 gode erhvervsmænd i Silkeborg Kommune. Ingen af de dygtige erhvervskvinder i kommunen var åbenbart fundet værdige som underskrivere.

Væksten sætter altså rekorder for tiden i Silkeborg Kommune, skriver journalisten, ud fra tal fra Danmarks Statistik. Samtidig skriver de 16 erhvervsmænd, at de er bekymrede for »panikopbremsning« i væksten i samme kommune. Det virker ikke umiddelbart som om, at de gæve mænd fra kronikken lever i samme verden som Danmarks Statistik.

Efter min vurdering gør de heller ikke. De plukker i stedet kirsebær. De fortærer kun en lille del af frugtsalaten; den del, de bedst kan lide.

Det meste af kronikken igennem har de alene skyklapper på fra deres egen privilegerede verden. Blinde for f.eks. kommunens rammevilkår med servicelofter og anlægslofter. Blinde for alt det, alle andre udvalg end økonomi- og erhvervsudvalget bruger deres tid på i regi af byrådet. Blinde for forholdene i institutionerne, skolerne, plejecentrene, botilbuddene og alle mulige andre steder, hvor der er borgere, der ikke frekventerer Underhuset på Torvet. Blinde for klimaet og den grønne omstilling.

For dem handler hele verden vurderet ud fra kronikken om vækst og erhvervsliv.

Jeg synes dog, det er en rigtig god ide med det »handlingsudvalg«, de 16 mænd foreslår, der kunne mødes om kommunens udfordringer et par gange om året. Og selvfølgelig skal erhvervslivet være godt repræsenteret, og det samme med folk fra uddannelses- og kulturlivet, som de også foreslår. Men det skal repræsentanter for de ældste i kommunen, for de yngste i kommunen, for fritidslivet, for de socialt udsatte, for de jobsøgende, for land og for by, klimahandlingens fortropper, og alle mulige andre, selvfølgelig også. Så vi kan komme hele vejen rundt i frugtsalaten, så ingen bare kan sidde og plukke kirkebær.

Så lad os da sætte fuld fart på ideen om et »handlingsudvalg«, og få indkaldt til første møde. Det eneste spørgsmål, jeg har til ideen, er:

Må der godt komme kvinder med?

Indlæser debat