Efter lang pause: Onsdagscaféen slår dørene op igen

Caféen i Fællesskabets Hus i Ulstrup igen onsdag 12. august

5. august 2020, 15.30

Onsdagscaféen drives af frivillige i Thorsø-Ulstrup Røde Kors, og den er et tilbud for alle aldersgrupper. Privatfoto

ULSTRUP Efter en lang corona-nedlukning og sommerferie er Onsdagscaféen i Ulstrup igen klar til at tage imod gæster.

Caféen har til huse i Fælleshuset på Solsortevej i Ulstrup. Den blev åbnet i august sidste år af Røde Kors i Thorsø-Ulstrup, og den er et gratis tilbud til alle, der gerne vil møde andre ove en kop kaffe og en hyggelig snak.

Alsidigt program

- Vi glæder os meget til at mødes i Onsdagscafeen igen. Vi har forsøgt at strikke et alsidigt efterårsprogram sammen, hvor alle kan finde noget af interesse, siger Helene Sørensen, der er en af initiativtagerne bag caféen.

På programmet er blandt andet en gåtur på fire kilometer til et sted, hvor der menes at have ligget et kloster i gamle dage. I oktober holdes en mostedag, hvor alle er velkomne til at lave deres egen æblemost med medbragte æbler fra haven. I november kommer Lars Peter Horsbøll, der har sin egen Facebook-gruppe, og fortæller om Ulstrups historier med gamle billeder fra byen. Og i december skal der selvfølgelig julehygges med juledekorationer og hjertefletning.

- Man er også velkommen til bare at komme og hygge med snak, spil og kaffe, tilføjer Helene Sørensen, som understreger, at caféen er åben for alle aldersgrupper.

Onsdagscafeen har åbent hver anden onsdag i ulige uger - første gang efter den lange pause er onsdag eftermiddag 12. august.