»Knud i Brugsen« er død, 95 år

Knud Jakobsen var hele livet et lokalt energibundt i Ans og omegn - for brugsen, for lokal motion og for Midtjyllands Avis

12. december 2019, 10.26

Knud Jakobsen var hele livet en særdeles aktiv mand. Ikke mindst i nærområdet i Ans.

NEKROLOG: Tidligere brugsuddeler i Ans, Knud Jakobsen, er død i en alder af 95 år.

Knud i Brugsen, som han stadig blev kaldt, blev født på Iller Teglhave som den yngste i en søskende-flok på fire drenge, søn af Kirstine og Klaus Jakobsen. Knud Jakobsen nåede ikke at lære sin far at kende, da faderen døde, da Knud Jakobsen var kun ni måneder gammel. Da Knud Jakobsen skulle vælge levevej, blev det butiksfaget. Han blev udlært i Balle Brugs og arbejdede i forskellige Brugser, inden han i 1959 overtog Brugsen i Ans efter sin storebror Jens Jakob, der døde alt for ung.

I 1961 blev Knud Jakobsen gift med Elly, og i 1962 fik de tvillingerne Kirstine og Klaus, opkaldt efter Knud Jakobsens forældre.

Mens Knud Jakobsen arbejdede, var der ikke tid til meget andet end en ugentlig badmintonaften.

En god mand for avisen

I 1986 gik Knud Jakobsen på efterløn, og så tog han revanche med fritidsinteresser. Knud Jakobsen blev referent og meddeler for blandt andre Midtjyllands Avis og Kjellerup Tidende og satte en ære i at få skrevet en god omtale, når der var runde fødselsdage eller andre mærkedage. Og skulle han ud at samle oplysninger til omtalen, så faldt der jo tit en kop kaffe af samtidig.

Knud Jakobsen var med til at starte kondiklubben Morgenduk, som stadig eksisterer til stor glæde for motions-glade Ans-borgere med cykel- og gåture.

Knud Jakobsen tog også på mange rejser i både indland og udland, blandt andet en USA-rejse med naboen Jens Peter. Og med sønnen Klaus besøgte han Chile, og da Klaus boede i Boston rejste Knud Jakobsen alene mand over for at besøge ham - uden at kunne andre sprog end jysk.

Med Veteranklubben for tidligere uddelere blev det også til mange ture, blandt andet til Rusland og Nordkap.

Knud Jakobsen mistede Elly i 2010, i 2016 solgte han huset på Mejsevej og flyttede i Finderupparken i Ans, hvor han var meget glad for at bo,og hvor han nød det tætte samvær med naboerne.

Det var rart, at der altid kunne tages en sludder udenfor på bænken.

Det seneste år var Knud Jakobsen plaget af flere sygdomme og skavanker, og kræfterne forsvandt lige så stille, men livslysten var intakt, og der var stadig mange ting, som Knud Jakobsen gerne ville have oplevet. Men kræfterne slap op: Et langt og godt liv sluttede stille og fredfyldt i hjemmet i Finderupparken.