17-årig angriber sikrede SIF sejren i Vejle

Indskiftede Alexander Lind sørgede med en sen scoring for, at topholdet i 1. division blev besejret

23. maj 2020, 12.48

Nicolai Vallys kæmper her med en flok Vejle-spilere. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD Silkeborg IF fik lørdag en resultatmæssig god optakt til næste uges genstart af Superligaen.

På udebane blev Vejle Boldklub, der topper den næstbedste række, besejret med 2-1 efter en træningskamp, der blev spillet for tomme tribuner.

Men et flot mål af den 17-årige indskifter Alexander Lind med syv minutter igen sørgede for, at udeholdet tankede selvtillid, inden det for alvor går løs mod FC Nordsjælland i næste uge.

Det var ellers hjemmeholdet, der kom bedst ud til testkampen. Allerede i det tredje minut lå bolden i nettet bag SIF-keeper, men Kjartan Finnbogasons scoring blev annulleret for offside.

SIF havde svært ved at få spillet til at glide, men midt i første halvleg viste udeholdet pludselig tænder.

Først sparkede Jeppe Okkels et fladt skud på stolpen efter et kontraløb, og kort efter kom SIF foran, da Maas Kaalund med besvær sendte Junior Brumados fine oplæg i mål.

Få minutter troede Vejle, at der var udlignet efter Ylber Ramadanis fremragende langskud, men en Vejle-spiller forstyrrede SIF-keeper Rafael Romos udsyn, og så fik værterne igen et mål annulleret for offside.

I det 33. minut gik det dog ikke længere for gæsterne. Kees Luijckx mistede dumt bolden i opspillet, og den brøler blev straffet af Kjartan Finnbogason, der sikkert udlignede med et fladt skud.

SIF kom bedre ud til anden halvleg og havde flere fornuftige forsøg. Blandt andet var Niolai Vallys tæt på at få foden på en god tværpasning fra Frederik Møller, mens Mads Emil Madsens hårde langskud ramte det øverste af overliggeren.

Med lidt under 20 minutter igen sendte begge mandskaber en stor folk indskiftere på banen. SIF skiftede ud på hele otte pladser, og en af de nye var 24-årige Gustav Dahl, der dermed fik comeback efter sin to års lange skadespause.

Højrebacken Rasmus Carstensen og midtbanespilleren Filip Lesniak var de eneste SIF-spillere, der fik fuld spilletid i kampen.

Vejles bedste forsøg efter pausen stod indskiftede Adam Jakobsen for, da han var tæt på at dirigere et fladt indlæg i nettet, ligesom Arlind Ajeti headede snert forbi efter et hjørne.

Men bedst som det lignede uafgjort, afgjorde SIF kampen.

Emil Holten vendte flot på midten af banen, og efter små kombinationer foran feltet endte bolden hos unge Alexander Lind, der flot sparkede bolden i mål til slutresultatet 1-2.