80 års fødselar i Silkeborg: Svømmetimerne er hellige

Jytte Gunbak Kjeldsen, der fylder 80 år mandag, er tidligere gymnast og deltager i DGI’s Landsstævner. I dag er hun ivrig svømmer i Silkeborg

24. juli 2021, 10.00

Jytte Gunbak Kjeldsen fotograferet i 2019 på Skoletorvet i Silkeborg. Foto: Martin Ballund

FØDSELSDAG: Jytte Gunbak Kjeldsen, Estrupsgade 18, Silkeborg fylder 80 år mandag den 26. juli.

Hun er født og opvokset på Nejstgaard i Hundelev i Vendsyssel, og efter salget af fødegården i 1979, flyttede hun, og hendes halvt år yngre mand Jørgen, til Hjallerup hvor parret sammen drev Hjallerup Idrætscenter.

Efter nogle år flyttede de fem kilometer nordvest på og blev inspektørpar i Klokkerholm Hallen.

I 1986 flyttede parret til Silkeborg, hvor Jørgen Kjeldsen indtil 2007 var ledende halinspektør i Silkeborghallerne.

Jytte Gunbak Kjeldsen har altid været fascineret af gymnastik og har da også i næsten en menneskealder deltaget i DGI’s Landsstævner. Men selvom 80 år ikke er nogen alder, har hun lagt gymnastik på hylden og nyder til gengæld de ugentlige svømmetimer på det faste damehold i Svømmecenter Nordvest. Svømmetimerne er så hellige, at familierejser mv. viger pladsen i kalenderen, når der står svømning på programmet.

På trods af de nordjyske aner er parret blevet boende i Silkeborg, hvor de i dag nyder deres otium i en lejlighed midt i det centrale Silkeborg.

Når de altså ikke besøger sønnen Svend og børnebørnene Molise, Caroline og Benedikte i København eller ældste sønnen Christian, der bor i Klitmøller i Thy.

Fødselsdagen fejres i starten af august med den nærmeste familie.

MTL

Indlæser debat...