Silkeborg bliver igen vært for EM-kvalifikation

England, Letland og Ukraine skal dyste mod Danmark om en plads ved U19-EM

14. februar 2020, 16.42

For to år siden lagde Jysk Park også underlag til en EM-kvalifikations for U19-landshold. Dengang spillede Danmark - med SIF-spillerne Magnus Mattsson (billedet) og Jeppe Okkels - sig ikke videre til slutrunden. Foto: Martin Ballund

FODBOLD Jysk Park får til marts endnu engang besøg af nogle af Europas største fodboldtalenter.

Silkeborg IFs hjemmebane lægger nemlig for tredje gang på tre år underlag til en EM-kvalifikation, og ligesom for to år siden er det en slutrunde for U19-landshold, der er på spil.

I slutningen af marts skal Danmark møde Ukraine, England og Letland, og kun vinderen spiller sig videre til EM, der afvikles i Nordirland til juli.

Silkeborg var også vært for U19-landsholdets forsøg på EM-kvalifikation i marts 2018 og U17-landsholdets jagt på en EM-billet i marts 2019. I begge tilfælde var der SIF-spillere med på de danske hold, men det er der ikke umiddelbart udsigt til i dette tilfælde.

Skulle det lykkes for Danmark at spille sig videre, vil det være første gang, at landet er blandt de sidste otte hold til U19-EM for herrer.

Danmark skal spille alle tre puljekampe på Jysk Park, der lægger kunstgræs til fem af de seks puljekampe.

De danske talenters første kamp er 25. marts mod Ukraine. Lørdag 28. marts gælder det så England, inden det tirsdag 31. marts gælder den sidste puljekamp mod Letland. Her spiller England og Ukraine samtidig mod hinanden i Vorup.