Nu går de gamle hjem ...

1. juni 2019, 08.00

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Tange sø Jeg må jo op af stolen, selv om det kan være svært (jeg hører til de gamle), når man læser den gang vrøvl, som Lars Vedsø fremkommer med i sit læserbrev i MJA.

Det er en flot redegørelse vedr. CO2-bindingen i gran og bøg, han kommer med. Det kan alle jo slå op på nettet.

Hvis man nedlægger Tange Sø, vil der i mange år være mudrede, våde enge, og dem kan der altså ikke gro bøg eller gran i, måske nogle elle.

Så skriver du, at der ingen positive argumenter er for at bevare Tange Sø. Har du da aldrig været i Tange og Ans? Hvad tror du det vil betyde for de to byer og for hele den smukke egn, der omgiver søen. Betyder det heller ikke noget, at man kan bevare det fine gamle elværk, som laver ren el?

Der er jo den fordel, med de »gamle«, at de har samlet et langt livs erfaring at bygge deres udtalelser på. Jeg håber, det samme må komme til at gælde for dig, Lars Vedsø.

Nu har man endelig fundet frem til en løsning med et fornuftigt stryg, så fiskene kan passere, så søen og elværket kan bevares, skal vi ikke være glade for det og bakke den idé' op?

Til sidst: Hvis det skulle lykkes at fä fjernet Tange Sø, hvad så med opstemningen ved Silkeborg, skal den også væk? I så fald må vi jo være glade for, at Hjejlen er en hjuldamper.