Mindeord: For Gunnar fra Silkeborg var der ikke et skåneprogram for livet

Selv om hans egen skolegang var forbundet med frygt og ulyst, valgte Gunnar Bang Larsen at gå lærervejen, og han fik job som lektor på Th. Langs Seminarium i Silkeborg

Udgivet:27. juni 2022, 13.00

Læsetid:2 minutter

Gunnar Bang Larsen, der boede på Kroghsvej i Silkeborg, blev 85 år.

MINDEORD: Lars Jakob Bang Larsen, København V, har skrevet mindeord om sin far:

Den 26. april døde Gunnar Bang Larsen i sit hjem på Kroghsvej i Silkeborg, 85 år gammel. Hans kæreste gennem femten år, Esther Poulsen, og hans søn Jakob var hos ham i de sidste dage.

Da Gunnar i 1970 fik job som lektor på Th. Langs Seminarium, flyttede han til Silkeborg sammen med sin daværende kone Gerda Steen Larsen. Vesterskoven og Ørnsø, som han kunne se fra sin altan, blev rammen for resten af hans liv.

Ud over naturen var Silkeborg også en kunstby for Gunnar, og hans optagethed af Jorn og de andre Cobra-kunstnere omsatte han i sine egne malerier.

Gunnar, hans søster Henny og deres bror Thonny, kom fra små kår i Nr. Uttrup. Børnene tog del i familieøkonomien for at støtte deres hjemmearbejdende mor og skleroseramte far.

Efter 7. klasse kom Gunnar ud at tjene hos bønder i Svenstrup, derefter gik han i lære som brugskommis i Nørresundby.

Børn og unge var en glæde

Han havde været træt af skolen, hvor børnene terpede og også lærerne kedede sig: skolegang var forbundet med frygt og ulyst. Men Gunnar besluttede sig alligevel for at få en realeksamen fra Vrå Højskole, og gå lærervejen. Når man kom fra en baggrund som hans, var det sådan, man kunne få en uddannelse som åbnede for bogligt arbejde i det hele taget. Som spejderfører i FDF havde han desuden opdaget glæden ved at have med børn og unge at gøre.

Mens Gunnar læste ved Kolding seminarium, mødte han sin første kone Else Marie Busborg, som han fik sin første søn Martin med.

I 1960’erne begyndte Gunnar at arbejde med ungdomskriminelle og evnesvage, blandt andet som skoleleder under Statens Åndssvageforsorg.

Gunnar blev ved med at lægge til i sit arbejdsliv, og han fik en lang og varieret karriere. Han blev skolepsykolog i Viborg efter at have læst til psykolog og gjorde derefter tilløb til at blive præst.

I midten af 1980’erne udviklede han det pædagogiske program for Kildebjerget Kostskole, en døgninstitution ved Vejle Fjord for unge med indlærings- og sociale vanskeligheder, som han ledte igennem et årti. Før han pensionerede sig, arbejdede han blandt andet som lektor og psykolog i Stavanger og Egersund, og han vendte mange gange siden tilbage til det norske Vestland.

For Gunnar var der ikke et skåneprogram for livet. Det handlede om at sætte sig selv på prøve, og blive ved med at lære og udvikle sig - en livsforventning som holdt ham engageret og læsende, på trods af helbredsproblemer igennem mange år.

Bisættelsen af Gunnar fandt sted fra Mariehøj Kirke den 4. maj.

Han efterlader sig børnebørnene Magnus, Line, Louis og Viggo.

Indlæser debat