Besøg på grøntsagernes ø

Læserklubben tager til Samsø torsdag 13. juni og bliver budt på hyggelige landsbyer, friske grøntsager og en dejlig natur

Udgivet:14. april 2019, 06.00

Læsetid:3 minutter

Afslapning ved gadekæret i Nordby.

Lone Henningsen
Læserklub-ansvarlig| lgh@herningfolkeblad.dk

4 år siden

At Samsø er en dejlig ø med mange tilbud og fortrinligheder, ved mange af os, men at der på denne forholdsvis lille ø bor folk af hele 45 nationaliteter, overrasker nok de fleste. Godt 3700 personer kan kalde sig samsinger på fuld tid, men langt flere kommer her som turister eller for at nyde deres fritidsboliger.

Samsø har utrolig meget at byde på, såvel naturmæssigt som kulturelt, og er langt mere end »blot« den ø, der er først med grøntsagerne.

Gamle gårde får nyt liv

Torsdag 13. juni aflægger Læserklubben Samsø et heldagsbesøg, hvor vi benytter os af en lokalguide, der kan vise os de bedste seværdigheder. Vi kører med bussen fra Ans Rejser fra Silkeborg, Ikast og Herning mellem klokken 06.55 og 07.40. Morgenkaffe og brød nydes undervejs, inden vi når til Hov, hvorfra vi sejler klokken 09.30. Lokalguiden står klar til at tage imod os i Sælvig en time senere, og rundturen på sydøen begynder.

Vi se mange grøntsagslandbrug, Brattingsborg og små landsbyer, og vi gør også holdt ved Svanegården i Permelille. Foruden historien om, hvordan en gammel gård får nyt liv, kan man her gå på opdagelse i den 500 kvadratmeter store butik med dens landskendte udvalg af blandt andet unikke varer i eget design og af egen fabrikation - heriblandt snapsen, som vi også får lov til at smage.

Frokost med charme

Klokken 12 har vi bestilt middag bestående af flæskesteg med traditionelt tilbehør og æblekage på Restaurant Dokken, som ligger i Ballen Havn i et gammelt værft. Den sidste fiskekutter ligger stadig på bedding inde i restauranten og sørger for, at charmen er helt i top.

Godt mætte sætter vi kursen mod nord over Langemark, Besser og Alstrup med æbleplantager og vinmarker - videre ud til Sælvig­bugten. Med en afstikker over Stavns får man den fineste udsigt over Sælvigbugten mod vest og Stavns Fjord mod øst.

Man ser også Kanhavekanalen - den berømte vikingekanal, der er gravet gennem Samsø, hvor øen er smallest.

Turen langs fjorden fører os herefter til Langør, øens ældste og eneste naturlige havn.

Landsbyens gadekær

De fredede og meget betagende Nordby Bakker kommer vi også igennem, inden vi gør stop i selve Nordby med det berømte gadekær og klokketårnet. Her snupper vi en kop frisk­brygget kaffe ved bussen, og er vi heldige, hvilket som regel er tilfældet, har chaufføren også medbragt kage.

Vi fortsætter turen, indtil vi skal med færgen fra Sælvig klokken 18.15. Om bord er der forplejning i form af en sandwich samt en øl eller en vand.

Hjemkomst mellem klokken 20.30 og 21.30.

Prisen for denne tur er for avisens abonnenter 790 kroner. Ikke-abonnenter kan deltage for 840 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel

Morgenkaffe og brød

Færgeroverfart t/r

Lokalguide under hele opholdet

Sightseeing

To-retters middag på Restaurant Dokken

Eftermiddagskaffe og kage

Sandwich og drikkevarer

Tilmelding til Læserklubben

Samsø er klart grøntsagernes ø. De sælges både i butikker og fra små boder ved landevejen.
Den gamle fiskekutter i Restaurant Dokken giver kolorit på lokalet.