Ny cheftræner på plads i Kjellerup IF

46-årige Morten Rasmussen, der har fortid som assisstentræner i Slagelse, har skrevet under på en toårig aftale med KIF

2. december 2021, 08.14

Sportschef Anders Jespersen står her med KIFs nye cheftræner Morten Rasmussen. Foto: KIF

FODBOLD Kjellerup IF har fundet sin nye cheftræner.

Afløseren for Krzysztof Popczynski, der blev fyret for et par uger siden, bliver 46-årige Morten Rasmussen.

Den nye KIF-træner har senest været i Albaniserie-klubben Bogense og har blandt andet fortid som assistenttræner i divisionsklubben Slagelse. Han har også fortid som cheftræner i Gørslev IF og Taastrup FC og er bosat i Børkop.

- Valget er faldet på Morten, fordi hans profil passer rigtig godt til KIF lige nu, siger sportschef Anders Jespersen, der mener, at danmarksserieklubben i Morten Rasmussen har fået en ambitiøs træner.

- Vi har, mig selv og repræsentanter fra bestyrelsen, igennem samtaler med Morten fået et rigtig godt indtryk af en mand, som er robust. Han ved, hvad han vil med spillet og har en mandskabspleje, som indeholder de værdier, som KIF repræsenter.

- Han forstår vigtigheden af en tæt tilknytning til de andre trænerne i seniorafdelingen og vores frivillige, som hver dag gør en stor indsats for at førsteholdet har de bedste mulige forhold, udtaler sportschefen.

Indlæser debat