Læserklubben: Musk og sang med et ekstra twist

Med Læserklubben og Koncertrejsen til musical eller opera - med helt specielle gæsterlgh@mediehusenemidtjylland.dk

21. september 2019, 06.16

Glæd dig til at høre blandt andet dygtige Maria Lucia synge de fantastiske Lennon og McCartney sange.

Ikke meget i tilværelsen kan påvirke vores sanser som sang og musik. Mange af os kender til den følelse, som kommer, når et specielt parti i et musikstykke når sit crescendo og giver os en god fornemmelse langt ind i rygmarven. Sådan en følelse kan man leve på et stykke tid, og derfor bruger mange af os både meget tid og mange penge på musiske oplevelser.

Læserklubben kommer med et par bud på henholdsvis en musical og en opera, hvor følelser og musikforståelse kan få maksimalt gas. Begge arrangementer foregår med bureauet Koncertrejsen som teknisk arrangør. Det, som gør Koncertrejsen speciel, er den kontakt, som bureauet har til musikmiljøet og kunstnerne, som gæsterne nyder godt af.

Genhør med Beatles

Første arrangement går til det succesfulde Fredericia Teater og musicalen »She Loves You«. Teatret byder velkommen til en ny romantisk musical-thriller med omkring 30 af de uforglemmelige sange af John Lennon og Paul McCartney. En moderne fortælling om håb, venskab og kærlighed.

I forestillingen danner sangene rammen om en moderne fortælling om to unge idealister og deres søgen efter håb i en verden, der er ved at falde fra hinanden. Med hjælp fra en gådefuld kvinde tager en ung forsker og en musiker på en udfordrende jagt efter nøglen til klodens fremtid, som sætter deres opfindsomhed og kærlighed på prøve.

Magien fra Lennon og McCartney’s banebrydende sange er drivkraften i den originale fortælling om romantik og intriger, om kunst og aktivisme, og som skaber en uforglemmelig oplevelse, som opfordrer os til at overveje, hvilke valg vi træffer i livet, og hvilke værdier vi overleverer til de kommende generationer.

Mød hovedrollen

Koncertrejsens gæst på denne tur er hovedrolleindehaveren, den smukke og meget succesrige Maria Lucia Rosenberg. Maria Lucia har nærmest opnået stjernestatus inden for musiklivet og har - sin alder til trods - et imponerende CV.

Hun har, blandt meget andet, haft hovedrollen i »Skønheden og Udyret« på Det Ny Teater, i »Aladdin« på Fredericia Teater og i West Side Story på Gasværket.

I 2011 modtog hun faktisk Reumertprisen som årets sanger for sin rolle som Elphaba i »Wicked« på Det Ny Teater og var dermed den første musicalsanger, som modtog denne prestigefulde pris.

Dagens program

Turens program oplyser, at der er busafgang lørdag 23. november fra Herning, Ikast og Silkeborg mellem klokken 9.30 og 10.30. Formiddagskaffe i bussen, mens vi kører mod Fredericia og Restaurant Postgården. Her i de hyggelige omgivelser skal vi mødes med Maria Lucia, som vil fortælle om forestillingen og sit liv som tidens mest succesrige musicalsanger i Danmark.

Efter en times tid får vi serveret en dejlig dansk middag, hvorefter der er afgang mod teatret.

Forestillingen begynder klokken 15, og vi har reserveret billetter inden for den bedste kategori, som er på gulvet række 4-7.

Klokken 17.30 er vi en musicaloplevelse rigere, og kan sætte os i bussen og køre retur mod hjembyerne.

Prisen for denne dag er 1500 kroner. Er du abonnent på avisen kan du deltage for 1395 kroner.

Prisen inkluderer:

Buskørsel i moderne komfortbus

Formiddagskaffe/te

Introduktion til forestillingen ved Maria Lucia

Frokost på Restaurant Postgården

Billet i bedste kategori

Legenden Domingo

Fra The Beatles i musicalversion går vi til Plácido Domingo og opera.

I januar, nærmere bestemt 15.-17. januar tager vi med Koncertrejsen til Berlin og Staatsoper Unter den Linden, hvor vi skal nyde den uforlignelige Plácido Domingo i operaen »La Traviata«.

Den mangefacetterede kunstner kræver næppe den store præsentation. Han er anerkendt som en af de fineste og mest indflydelsesrige operasangere i operaens historie. Det er virkelig imponerende, at han efter at have stået på scenen i 4000 forestillinger og i 150 roller stadig, i en alder af 78 år, kan gøre sig gældende med uformindsket musisk og scenisk autoritet.

Den faldne kvinde

La Traviata (italiensk for: Den faldne kvinde), er en opera i tre akter sat i musik af Giuseppe Verdi til et italiensk libretto af Francesco Maria Piave. Den er baseret på romanen »Kameliadamen« af Alexandre Dumas.

Operaen havde oprindeligt titlen »Violetta« efter hovedaktøren og blev uropført på La Fenice i Venedig.

Piave og Verdi ønskede at følge Dumas’ roman i en samtidig ramme, men direktionen på La Fenice insisterede på, at operaen blev ført tilbage til 1700-tallet.

Det var først i 1880’erne, at ønsket om en mere »realistisk« opførelse blev indfriet.

La Traviata er en særdeles populær opera, som er blandt de mest opførte i de store operahuse.

Kunstneriske gæster

På hele operaturen har vi selskab af operasanger og rektor for Operaakademiet i København Anne Margrethe Dahl og »Brobyggeren med dirigentstokken«, Frans Rasmussen, kendt som dirigent og for sine musikprogrammer i tv.

Med baggrund i deres mangeårige virke som aktive kunstnere vil de sammen give os et kig ind bag kulissen i operaens fantastiske verden.

Vi kører med bussen fra Herning, Ikast og Silkeborg onsdag morgen. Kaffe og rundstykker i bussen og undervejs underholdes vi af Anne Margrethe Dahl og Frans Rasmussen, som introducerer os til forestillingen.

Vi har også sørget for frokostsandwich, der nydes under et par strække ben-pauser.

Sidst på eftermiddagen når vi Hotel Leonardo, et firestjernet hotel, der ligger i gåafstand til operaen.

Aftensmad på en nærliggende restaurant.

Mange seværdigheder

Torsdagen er fri til egne oplevelser eller du kan tage med på en guidet sightseeingtur om formiddagen til nogle af Berlins mange spændende seværdigheder.

Klokken 18.30 går vi fra hotellet til operaen og ankommer i god tid inden forestillingen, der begynder klokken 19.00. Cirka klokken 22 er forestillingen slut og aftenen er fri - måske med et lille »nachspiel« på Hotel Leonardo.

Fredag efter morgenbuffeten pakker vi bussen og kører med passende pauser retur mod Midtjylland.

Prisen er

Prisen for denne operarejse er for avisens abonnenter 4995 kroner per person. Ikke-abonnenter kan deltage for 5250 kroner.

Prisen inkluderer:

Buskørsel i moderne langtursbus

Peter Bæk som turleder

Morgenkaffe og rundstykker dag et

Frokostsandwich dag et

To nætter på firestjernet centralt hotel

Billet til La Traviata i bedste kategori

Introduktion til opera

Tilmelding til begge turene hos Læserklubben.

Maria Lucia møder os på Restaurant Postgården og fortæller lidt om teaterstykket og om hendes liv som Danmarks musicaldarling. Koncertrejsen-Læserklubben
Plácido Domingo er vel nærmest et ikon, når vi taler opera, og i en alder af 78 år er han stadig på toppen. Koncertrejsen-Læserklubben
Vi bor på et dejligt hotel tæt på Staatsoper. Foruden en tur i Operahuset når vi også en sighseeingtur blandt Berlins største seværdigheder. Læserklubben
Med os på Berlinrejsen har vi operasanger og rektor for Operaakademiet, Anne Margrethe Dahl, samt dirigent med mere Frans Rasmussen. De kan med stor dygtighed og humor føre os langt ind i operaverdenen.