
Stor forskel på beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård
Udgivet:01. september 2023, 10.20
Læsetid:2 minutter
Vahid Hosseini fra Iran har tre gange fået afslag på asyl i Danmark og bor på ubestemt tid på udrejsecenter Kærshovedgård. Han har en god besøgsven i Karen Marie Møller fra Silkeborg, der har skrevet indlægget her. Foto: Jakob Stigsen Andersen
1 måned siden
UDREJSECENTER På udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording bor flere hundrede mænd og få kvinder. Én gruppe består af afviste asylansøgere, som nægter at vende tilbage til deres hjemlande på grund af angst for forfølgelser, og en anden, (langt mindre) gruppe består at personer, der har fået inddraget deres opholdstilladelser her i Danmark efter de har afsonet fængsel på grund af kriminalitet. Grunden til at denne sidste gruppe på tålt ophold befinder sig i udrejsecentret er oftest, at hjemlandet ikke vil tage imod dem.
Midtjyllands Avis’ læsere husker måske artiklen om mit venskab med en iransk ung mand fra Kærshovedgård i foråret. Min ven på Kærshovedgård hører til den første gruppe, og han har ofte fortalt om, at han og de andre afviste asylansøgere er utrygge ved at bo så tæt med folk, som har begået kriminalitet, og folk, som er så utilpassede. De er desuden meget ulykkelige over det ry, de kriminelle, som udgør en lille gruppe, giver Kærshovedgård.
Den aktuelle situation, hvor en håndfuld kriminelle er afsløret som narkosælgere viser, at det sker. Pressen, naboer og visse politikere omtaler beboerne på Kærshovedgård som en homogen masse.
Det er de ikke, og de afviste asylansøgere har igen og igen bedt om, at de ikke placeres sammen med dem, som har begået kriminalitet. Heldigvis er politiet altid tilstede i udrejsecentret, hvilket giver min ven og de andre afviste asylansøgere en vis tryghed.
Jeg vil advare mod, at der måske opstår en hetz mod beboerne på Kærshovedgård, og de, som ingen del har i de kriminelle aktiviteter. Vi dømmer jo heller beboerne i Christiania ud fra, hvordan banderne huserer og slår ihjel i Pusher Street, ligesom vi heller ikke dømmer Mærsk ud fra, at deres containerskibe har fragtet for milliarder heroin og kokain til Europa.
Indlæser debat