Midtjyske Meninger: Jeg undres såre

28. august 2020, 12.31

Foto: Martin Ballund

I Skanderborg Kommune har byrådet valgt at ville lukke to små skoler, Hylke og Bjedstrup Skole. Det giver naturligvis frustration og vrede i de to områder. Jeg kender lidt til begge skoler, og jeg synes også, det er rigtig ærgerligt, hvis de lukkes.

Det er nu engang sådan, at en skole i et lille lokalsamfund giver liv til området. Folk flytter dertil, fordi de kan få ungerne i skole der, og der kommer til at foregå andre samlende aktiviteter på de små landsbyskoler. Der kan være sport, rollespil, aftenskole, fester og foredrag, så det er ikke kun i skoletiden, at skolerne bruges til gavn og glæde for folk i området.

Ofte er der lokale, der giver en hånd med at ordne udenomsarealerne og klare småreparationer. Der er ikke mange uengagerede forældre til børn på de små skoler. De støtter op, for de ved, at skolen er samlingsstedet og hjertet i deres landsby. Og har man en levende landsby, er der måske også basis for, at der kan være butikker og andre erhvervsdrivende i området.

En skole er ikke nødvendigvis god, bare fordi den er lille, men i Skanderborg kommune er der mange store skoler, og det kan være godt for nogle børn at gå på en lille og mere overskuelig skole.

Det er efter min mening vigtigt, at familier har muligheden for at vælge en lille skole - også uden at skulle køre fra den ene ende af kommunen til den anden. På de små skoler kan man nogle andre ting, end man kan på større skoler. Der kan der også tages mere individuelle hensyn til børn med vanskeligheder.

Det, at man kender de andre forældre, gør, at det er nemmere at lave legeaftaler også for de børn, som måske har nogle vanskeligheder. På den måde kan der være en større grad af god inklusion på en lille skole. De små skoler er med til at give flere valg og mere mangfoldighed til gavn for borgerne.

For fem år siden blev Hylke Skole bygget om, og der blev tilføjet et multihus, og alle - også politikerne - jublede og var så glade for det. Man kan undres over, at der planlægges så kortsigtet, at man smider penge ud på et byggeprojekt, som efter få år lukkes.

Der er så oven i købet et forslag om at bygge en ny skole i Ry, og så undrer jeg mig da såre, for når nu Bjedstrup Skole findes og fungerer godt, hvorfor så bygge nyt? Det er jo tudetosset.

Rybørnene kunne sagtens gå i skole i Bjedstrup. Og set med mine briller er det altså at smide penge ud af vinduet, hvis man bygger ny skole i samme ombæring, som en brugbar skole lukkes. Ja jeg forstår virkelig vreden blandt skolens forældre.