Golfklub får ny shop

Backtee har opsagt forpagtningen af Proshoppen i Silkeborg Ry Golfklub, men ny forpagter er på plads

26. november 2020, 08.37

Golfmanager Mads Faber (i midten) byder velkommen til Jan Kejser fra Mitgolfudstyr. Til venstre shopmanager Caspar Andersen. Foto: Per Pedersen

RESENBRO Proshoppen i Silkeborg Ry Golfklub skifter i den nye sæson forpagter til Mitgolfudstyr.dk, der foruden at sælge online fra webshop også driver proshoppen i Mollerup Golf Club ved Aarhus og udmærker sig med et »byt til nyt-koncept.«

De nuværende forpagtere fra Backtee har opsagt forpagtningen. Det sker, efter direktør Thomas Knudsens overtagelse af det fulde ejerskab af Backtee fra Lars Larsen Group, hvilket har betydet et nyt fokus for selskabet.

Ifølge golfmanager i Silkeborg Ry Golfklub, Mads Faber, har der været flere spændende henvendelser fra interesserede i at drive proshoppen.

- Men det har været vigtigt for os at finde den helt rigtige samarbejdspartner, som både kan bidrage til det gode, lokale klubmiljø og en samlet golfoplevelse i verdensklasse. Vi glæder os derfor meget til, at Mitgolfudstyr bliver en del af SRG-familien og i løbet af februar åbner dørene for klubbens medlemmer og gæster. Det har også været af stor betydning for alle parter, at den dygtige shopmanager, Caspar Andersen, kan fortsætte og med sin erfaring og sit høje serviceniveau være med til at sikre en god overgang til den nye forpagter, siger Mads Faber.

Mitgolfudstyr ser frem til samarbejdet med Silkeborg Ry Golfklub og lover at præsentere en række nye produkter for klubbens medlemmer.

-Det bliver en spændende udfordring for os at overtage shoppen i Silkeborg Ry Golfklub, hvor vi også vil fortsætte klubbens tidligere samarbejde med både Backtee og Caspar Andersen som butiksansvarlig. Det er også vor ambition at blive en meget aktiv del af klubben, hvor vi kommer til at deltage i både erhvervsklubben, klubber-i-klubben og på andre niveauer, hvor SRG mener, at vi kan bidrage til at skabe et godt miljø i klubben, siger Jan Kejser, direktør og medejer af Mitgolfudstyr, der også kommer med et helt nyt koncept inden for golfverdenen.

-Vores ’byt til nyt-koncept’ adskiller sig fra alle andre i markedet, og vi har erfaring for, at det giver god synergi for både klubben og spillerne at have adgang til meget forskelligt udstyr. Mitgolfudstyr ApS tager gerne brugt udstyr med ind i handlen og sælger det online på Mitgolfudstyr.dk, som er en hjemmeside for både brugt og nyt golfudstyr i hele landet, siger Jan Kejser, og bemærker at sortimentet i proshoppen bliver med nye mærkevarer.

-Blandt de mange produkter i Silkeborg-shoppen kan jeg nævne Callaway, Titleist, Srixon, Backtee, Ecco, Footjoy, Daily Sport, Adidas, J.Lindeberg og flere andre på vej, så vi ser frem til at møde klubbens mange medlemmer i butikken, siger Jan Kejser.